VM håndbold

Trist VM-scenarie er en realitet

VM-debutanten Uruguay går videre til mellemrunden, selvom holdet har tabt de to første kampe kæmpestort.

- Jeg bliver trist på håndboldens vegne, når sådan noget sker.

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard har svært ved at se noget positivt i, at Uruguay pludselig skal spille med i mellemrunden ved VM.

Det skal de, fordi Kap Verde har trukket sig fra turneringen, da de for anden gang under VM har problemer med at stille hold. Derfor bliver Uruguay tildelt en skrivebordssejr på 10-0 i den sidste gruppekamp.

- Det er trist, at det er kommet så vidt – og at det internationale håndboldforbund med djævelens vold og magt ville have Kap Verde hertil, selvom de havde så mange problemer inden slutrunden, tilføjer Bent Nyegaard.

- Det giver ikke ret meget mening, og det er imod spillet og ideen med at være her. For håndboldens image er det simpelthen så dårligt, fordi alle tænker: Hvad foregår der?

Uruguays VM-resultater

  • Tyskland – Uruguay: 43-14
  • Ungarn – Uruguay: 44-18
  • Uruguay – Kap Verde: 10-0 (skrivebordssejr)

Efter en stribe positive coronaprøver rejste Kap Verde til VM med 11 kampklare spillere. To af disse blev testet positiv efter holdets første kamp, og derfor måtte Kap Verde opgive at stille op mod både Tyskland og Uruguay.

Træner tror ikke på sejr

Uruguay er altså videre til mellemrunden uden en sejr. Og holdets træner har det da også ambivalent med følelsen.

- Vi havde foretrukket at være i mellemrunden, fordi vi havde slået Kap Verde. Men det var ikke muligt, fordi de trak sig. Hvis man ser bort fra det, er det virkelig fedt, siger Jorge Botejara til TV 2 SPORT.

Og han indrømmer da også, at det bliver svært at vinde en kamp i mellemrunden.

- Hvis jeg ser logisk på det, tror jeg ikke, at vi kan vinde nogen af kampene i mellemrunden. Men holdet vil forsøge, lyder det fra træneren.

Uruguays målmænd er blevet passeret et utal af gange.

En fordel at møde Uruguay

I mellemrunden kan Spanien, Brasilien, Polen og Tunesien vente. Det kommer ifølge Bent Nyegaard til at give en meget ujævn turnering, der kan ende med at være en fordel for enkelte hold, fordi de kan spare deres stjerner og stadig være så godt som sikker på en sejr.

- Selv i mellemrunden kan renommerede hold tage en ’fridag’. Det kan godt ende med at få betydning i det store billede, når et stort hold kan holde en pause, lige inden de hårde kampe begynder at komme.

- Danmark er heller ikke blevet presset i de første kampe, men det er altså i starten af turneringen. Det er noget andet, når man kan få en pause i mellemrunden, siger Bent Nyegaard.

Uruguay skal spille tre kampe i mellemrunden.