VM håndbold

Argentinas landstræner hylder 'ekstraordinære' Danmark

Landstræneren for Argentinas landshold har enorm respekt for Danmark inden de to holds møde tirsdag aften.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

Det er en vaskeægte gruppefinale, der venter i VMs gruppe D tirsdag aften, når Danmark go Argentina mødes i kampen om førstepladsen.

Men hvor er gruppefinale normalt består af to nogenlunde ligeværdige hold rent niveaumæssigt, så bliver tirsdagens grauppefinale en kamp, hvor Danmark er storfavorit til at tage en sikker sejr.

Det mener i hvert fald Argentinas landstræner, Manolo Cadenas.

- Danmark er på et helt andet niveau, må vi erkende, siger Cadenas til TV 2 SPORT og uddyber:

- I alle kampe vil alle hold have en chance. I dette tilfælde bliver det dog svært. Og når vi spiller mod Danmark, skal vi passe på ikke at blive løbet over ende. Danmark er jo verdensmestre og har nogle ekstraordinære spillere. Men vi vil forsøge at være med.

Argentina har - ligesom Danmark - vundet de første to kampe ved turneringen ved at slå henholdsvis DR Congo og Bahrain i ganske sikker stil.

Danmark har mødt Argentina syv gange i forbindelse med VM eller OL. Seks ud af syv kampe er endt med dansk sejr, mens en enkelt ved VM i 2015 er endt uafgjort.

Må undvære 'håndboldens Maradona'

Som om Argentina ikke var på en stor nok opgave i forvejen mod Danmark tirsdag aften, så er opgaven faktisk blevet endnu sværere for sydamerikanerne.

Argentina må nemlig undvære holdets største stjerne, Diego Simonet, der er meldt ude af opgøret mod Danmark på grund af en sprængt trommehinde. Og når man må undvære en spiller, der går under kælenavnet 'håndboldens Maradona', så ved man, det kommer til at give udfordringer.

- Det er klart, at når vi taler om angrebet, så er han et stort tab for os. Han er en af de bedste spillere. Det er jo Diego Simonet, siger Manolo Cadenas om fraværet af Simonet.

Den spanske håndboldtræner, der har været landstræner for Argentina siden 2017, bekræfter, at Simonet ikke kommer i kamp mod Danmark. Der er dog fortsat håb om, at stjernen kan være tilbage, når Argentina skal i kamp i mellemrunden.

Danmark og Argentina er i tirsdagens kamp i direkte duel om førstepladsen og ikke mindst muligheden for at få 4 point med i mellemrunden. Kampens vinder vil sikre 4 point med videre, mens uafgjort giver begge hold 3 point med.

I gruppens anden kamp tirsdag aften spiller Bahrain og DR Congo om at gå videre - uden point. Ved uafgjort går Bahrain videre på en bedre målscore. Du kan få hele overblikket over, hvad der er på spil i de sidste gruppekampe her.