Vitale point på spil for Danmark og flere VM-hold i sidste gruppekamp
Der er noget på spil i hver eneste af de sidste gruppekampe ved VM i Egypten.
VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.
Tirsdag aften skal de sidste mellemrundedeltagere ved VM findes. Flere hold er sikre på blive blandt de tre bedste i deres indledende gruppe, som sikrer videre deltagelse ved VM, men der er vigtige point på spil i mellemrundernes regnskaber. Faktisk er der ikke en eneste kamp uden betydning. Få overblikket herunder.
Gruppe A
- Uruguay - Kap Verde 10-0 (taberdømt)
- 20.30 Tyskland - Ungarn
Kap Verde trak sig på grund af coronasmitte, så der er kun én kamp og ét spørgsmål tilbage: Hvor mange point skal Tyskland og Ungarn have med videre i mellemrunden?
Uruguay går videre uden point, så Tyskland og Ungarn skal ud i direkte duel om at tage 4 point med sig på den videre færd. Ved uafgjort tager begge holdene 3 point med sig.
Gruppe B
- 18.00 Spanien - Tunesien
- 20.30 Brasilien - Polen
Alle hold kan gå videre. Ingen af holdene kan gå videre med de maksimale 4 point.
Spanien er storfavorit mod Tunesien og forventes at gå videre som etter og med 3 point med sig.
Brasilien kan med en sejr over Polen få 3 point med, mens en polsk sejr vil betyde 2 point til Polen og 1 til Brasilien.
Og bliver det til en sensation fra Tunesien mod Spanien, er et scenarie med 4 hold på 3 point en mulighed, hvis Polen og Brasilien spiller uafgjort. I det tilfælde afgør målscoren, hvem der går videre.
Gruppe C
- 15.30 Japan - Angola
- 18.00 Kroatien - Qatar
Qatar og Kroatien er sikre på at gå videre og mødes i en direkte duel om point til mellemrunden.
Qatar går videre med 4, hvis de vinder – og 3 ved uafgjort. Kroatiens chance for at få 4 point med sig afhænger af kampen mellem Angola og Japan, samtidig med de selv slår Qatar.
Kroatien spillede nemlig uafgjort mod Japan i første runde, så hvis japanerne slår Angola i den direkte duel om at gå videre, kan kroaterne maksimalt tage 3 point med.
Gruppe D
- 18.00 Bahrain - DR Congo
- 20.30 Danmark - Argentina
Danmarks gruppe kan simpelt deles op i to – og to kampe, hvor der i begge er alt at spille for.
Danmark og Argentina er i direkte duel om førstepladsen og ikke mindst muligheden for at få 4 point med i mellemrunden. Kampens vinder vil sikre 4 point – uafgjort giver begge hold 3 med.
Og så spiller Bahrain og DR Congo om at gå videre. Uden point – uanset. Ved uafgjort går Bahrain videre på en bedre målscore.
Mellemrunden
Danmarks gruppe bliver parret med gruppe C i mellemrunden, så hvis Japan går videre og sørger for, at Kroatien ikke får maksimumpoint med sig, vil det alt andet lige være en dansk fordel.
Gruppe A og gruppe B bliver parret. De øvrige mellemrundegrupper ser således ud:
Gruppe 3
- Portugal 4 (51-42)
- Frankrig 4 (53-48)
- Island 2 (62-49)
- Norge 2 (55-53)
- Schweiz 0 (49-56)
- Algeriet 0 (43-65)
Gruppe 4
- Sverige 4 (56-43)
- Rusland 3 (63-57)
- Egypten 2 (61-43)
- Slovenien 2 (54-56)
- Hviderusland 1 (57-61)
- Nordmakedonien 0 (39-70)