VM håndbold

Ulykkelig nyhed bag Argentinas sørgebind: - En sørgelig dag

Argentinas landshold spillede tirsdag aften med sørgebind. Og det er der en ganske god - og yderst sørgelig - grund til.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

Undrede du dig også over, hvorfor Argentina spillede med sorte bind på overarmen i kampen mod Danmark tirsdag aften?

Så var du bestemt ikke den eneste. For det var de færreste, der før kampen kendte til den ulykkelige historie bag de sorte sørgebind.

Men svaret er sådan set ganske simpelt. Og ganske ulykkeligt.

- Det er en sørgelig dag for os, for i går aftes (mandag, red.) døde faderen til vores målmand, Juan Bar. Så vi er kede af det.

Sådan lød forklaringen fra Argentinas Pablo Simonet efter tirsdagens kamp, der endte med en dansk sejr på 31-20.

Er blevet i Egypten trods dødsfald

Juan Manuel Bar er dog blevet i Egypten med det argentinske landshold trods faderens dødsfald. Og tirsdag mod Danmark spillede målmanden sågar hele 24 minutter af første halvleg med en redningsprocent på 22 til følge.

- Han er her endnu. Han er blevet hos os. Det betyder meget for ham og for resten af holdet, siger Pablo Simonet til TV 2 SPORT og tilføjer:

- Jeg tror, det var derfor, han spillede så god en første halvleg. Vi er meget glade for at have ham på holdet. At blive her, når ens far dør, er en kompliceret beslutning. Men vi er så stolte af ham.

Det vides ikke, om Juan Bar også bliver ved VM i Egypten i forbindelse med den forestående mellemrunde.

Argentina og Danmark spillede gruppefinale om at tage førstepladsen og fire point med sig til mellemrunden. Den duel trak Danmark sig sejrrigt ud af med 31-20.

Sydamerikanerne tager derfor to point med sig i mellemrunden, hvor Japan, Kroatien og Qatar venter.