VM håndbold

Har VM-udvidelsen været en succes? Se tallene, der tyder på det

Der har ikke været flere storsejre i VM's indledende gruppespil i år i forhold til for to år siden, hvor der var otte hold færre med.

24 er blevet til 32 ved dette VM, hvor der for første gang nogensinde er 32 hold med i turneringen.

Og det uden at det tilsyneladende er gået ud over kvaliteten af kampene og spændingen for de millioner af tv-seere, der følger med.

I hvert fald viser en sammenligning af de indledende gruppekampe i Egypten og det indledende gruppespil ved VM i Danmark og Tyskland for to år siden, at der ikke har været flere kæmpe sejre på 10 mål eller mere, selv om upåagtede håndboldnationer som Uruguay, DR Congo og Marokko har været med.

Mens 31,7 procent af de indledende kampe ved VM i 2019, hvor der blev spillet i fire grupper med seks hold i hver, blev vundet med 10 mål eller mere, gælder det kun 26,1 procent af kampene ved dette VM.

Selv hvis Kap Verdes to aflyste VM-kampe var endt med sejre på 10 mål eller mere, ville antallet af storsejre stadig ikke nå niveauet for 2019.

Samtidig er den gennemsnitlige målforskel mellem holdene i hver kamp kun steget med få decimaller, selv om otte - ofte mindre - håndboldnationer nu er med.

I gennemsnit har målforskellen ved dette VM været på 7,33 mål i snit per kamp. Ved VM i 2019 var snittet på 7,05 mål per kamp.

Ekspert roser initiativet

TV 2 SPORTs håndboldekspert og tidligere landsholdsspiller Claus Møller Jakobsen er da også positiv stemt over for udvidelsen til 32 hold og VM's nye turneringsstruktur, som betyder, at de dårligste hold kun spiller tre kampe, inden de ryger ud af turneringen.

- Sportsligt synes jeg, at nogle af de “nye” lande har gjort det godt og tilført VM både kolorit og inspiration. Så vil der altid være enkelte lande, som falder igennem, men det var der også i det gamle format med færre hold, mener Claus Møller Jakobsen.

- Så jeg synes, det er ét af de bedre initiativer fra Hassan Moustafa (IHF's præsident, red.). Håndbolden er nødt til at etablere sig og udbrede sig på verdensplan for at optimere interessen og skabe den nødvendige økonomi, mener TV 2 SPORTs ekspert i VM-studiet.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.

VM 2019 – indledende gruppespil (24 hold) – 60 kampe i alt

  • Sejre på 10 mål eller mere = 31,7 procent
  • Gennemsnitlig målforskel per kamp = 7,05 mål i snit

VM 2021 – indledende gruppespil (32 hold) – 46 kampe i alt (de to aflyste er ikke talt med)

  • Sejre på 10 mål eller mere = 26,1 procent (29,2 procent hvis begge Cape Verdes aflyste kampe var endt med storsejre)
  • Gennemsnitlig målforskel per kamp = 7,33 mål i snit