VM håndbold

Nikolaj Jacobsen yderst tilfreds trods 'ærgerlig fase'

Danmark vandt fjerde kamp i træk ved VM, og endnu en gang var det en storsejr.

De danske håndboldherrer fortsætter det imponerende spil ved VM, efter de torsdag aften vandt 32-23 over Qatar.

Derfor var det også en yderst tilfreds landstræner, der kort efter kampen mødte TV 2 SPORT:

- I de første 40 minutter spiller vi rigtig, rigtig fint angrebsspil. Vi løser tingene godt. Så får vi en periode på lidt over ti minutter, hvor det bliver for sidelæns, og vi brænder for meget, hvor vi har chancen for at lukke kampen helt. Det er en lidt ærgerlig fase, men vi kommer så tilbage, og vores syv mod seks-spil fungerede fint til sidst. Det er mere end godkendt at vinde med ni mål over Qatar.

Er du overrasket over, I alligevel vinder med ni mål?

- Ja, det er jeg. Vi så Qatar mod Kroatien, det var en lige kamp. Så jeg er meget tilfreds med, at vi igen viser både kvaliteter offensivt og defensivt, sagde Nikolaj Jacobsen.

Nede fra målet kunne Niklas Landin også se en kamp, hvor Danmark var dominerende, men i en periode faldt lidt ud.

- Jeg synes, vi spiller rigtig godt i store dele af kampen, men vi har et udfald, hvor vi lukker dem en lille smule tilbage. Så får vi så afgjort den. Fokus var der, hvor det skulle være, og vi fik også vist i størstedelen i kampen, at vi var et bedre hold end dem, siger landsholdets anfører.

Danmark spiller næste kamp mod Japan. Det er lørdag klokken 20.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.