VM håndbold

Norge holdt liv i VM - men sejren kan alligevel koste dyrt

Norge slog Portugal knebent i en kamp, hvor et norsk nederlag havde smadret nordmændenes chance for at nå kvartfinalerne.

De norske VM-favoritter tabte åbningskampen til Frankrig og må derfor leve med en skarp genstand omkring halsregionen.

Kniven pressede voldsomt onsdag aften i kampen mod Portugal, hvor et norsk nederlag ville slukke lyset for kvartfinalerne.

Norge stod for presset, og da Portugal i kampens sidste sekunder hamrede en bold på stolpen, kunne nordmændene endda juble over en sejr på 29-28.

- Det var dramatisk. Man sidder og tænker på, at nu kan det være slut. Nu glipper det. Men heldigvis kæmpede vi os til en etmålssejr med lidt hjælp fra dommerne, siger Gøran Johannessen til norsk TV 2.

Et problem med sejrens størrelse

Portugal nåede frem til mellemrunden med de maksimale fire point.

Det samme gjorde Frankrig, mens Norge på grund af nederlaget til Frankrig på 28-24 måtte nøjes med to.

Og fordi Norge kun slog Portugal med ét mål, har de fortsat ikke deres VM-skæbne i egne hænder.

- Jeg ville ønske, vi havde vundet med flere, men når det blev, som det gjorde, er det fint, siger landstræner Christian Berge.

- Jeg synes, vi havde mange chancer til at øge forspringet, lyder det fra Johannessen.

Hvis Norge vinder begge deres resterende kampe, og Portugal slår Frankrig i sidste runde, kan holdene slutte på samme antal point.

Her bliver målscoren i de indbyrdes opgør tællende.

  • Frankrig +4
  • Portugal -1
  • Norge -3

Derfor vil Norge ryge ud, medmindre Portugal vinder med mindst syv scoringer over Frankrig.