VM håndbold

Nye regler på vej – særligt én glæder Jacobsen

Det internationale håndboldforbund tester lige nu tre ændringer af spillereglerne, som skal træde i kraft i 2022.

Som dansk landstræner ser Nikolaj Jacobsen et utal af håndboldkampe.

Men selvom sporten er din passion og levevej, kan også en dansk landstræner komme til at gabe lidt i sofaen over en småkedelig kamp.

- Sådan som håndbold bliver spillet i dag, hvor man kan løbe op og lægge tryk i 20 sekunder i en andenbølge, skifte to mand og så få lov at gå og aflevere bolden frem og tilbage og spille fløjkryds, fløjkryds og så en rundgang, og så over i et andet system, og så er der stadigvæk ikke kommet arm op (for passivt spil, red.). Så er jeg allerede ved at falde i søvn. Jeg synes, det er så kedeligt, fastslår Nikolaj Jacobsen.

Derfor er han glad for, at det international håndboldforbund (IHF) har planer om tre ændringer af spillereglerne fra sommeren 2022 – én af dem er reglerne for passivt spil, hvor antallet af maksimalt tilladte afleveringer, efter at dommerne har markeret for passivt spil, bliver sænket fra seks til fire.

- Jeg er sikker på, at det bliver positivt.

- Det glæder mig, at man ikke kan trække tiden så meget. Jeg håber også, at armen vil komme hurtigere op, end den gør nu. Meget hurtigere endda, siger landstræneren.

Regelændringerne, som IHF arbejder med, og som er blevet testet i ligaerne i blandt andet Korea, Qatar og Holland de seneste måneder, handler om disse tre elementer af spillet:

PASSIVT SPIL

Antallet af maksimalt tilladte afleveringer, efter at der er markeret for passivt spil, bliver sænket fra seks til fire. Samtidig skal det fremover også tælle som en aflevering, hvis en afslutning bliver blokeret af en forsvarsspiller.

SKUD I HOVEDET

Det skal ikke længere give rødt kort at ramme en målvogter direkte i hovedet på straffekast eller en forsvarsspiller, der står i muren ved et frikast, i hovedet. Til gengæld skal det altid give en tominutters udvisning at ramme målvogteren i hovedet på et uhindret skud (altså hvor spilleren for eksempel ikke bliver tacklet samtidig), uanset om der bliver afsluttet på straffekast, frikast, fra fløjen eller på kontra.

HURTIGERE OPGIVERKAST

Opgiverkastet efter en scoring skal ikke længere ske midt på banen, men kan foregå alle steder i en midtercirkel, der bliver mellem 3,5 og 4,5 meter i diameter. Samtidig må opgiverkastet gerne tages, mens spilleren er i løb. Ingen modstandere må opholde sig i midtercirklen under opgiverkastet, men de må gengæld stå lige uden for cirklen.

Den sidste regelændring omkring opgiverkastet vil få betydning for syv-mod-seks-spillet, vurderer TV 2 SPORTs mangeårige ekspertkommentator Bent Nyegaard.

- Alt andet lige vil det gøre, at spillet bliver hurtigere. Du skal ikke stå stille og hen og sætte foden på et bestemt sted på midten. Så det giver spillet mere hastighed, og derfor vil det blive en problematik for de hold, der måtte angribe med syv spillere, at nå at komme på plads i tide, sagde Nyegaard tilbage i september.

Nikolaj Jacobsen forventer også et hurtigere spil.

- Det gør, at stregspillerne skal til at komme i bedre form, og det gør jo, at de hurtige spillere kommer mere til sin ret. Og det er også det, vi ser nu. Det er jo de spillere med fart i fødderne, der kan gøre forskellen, siger den danske landstræner.

En midtercirkel på mellem 3,5 og 4,5 meter i diameter, hvor spillerne tilmed må give bolden op, mens de er i løb, åbner også for nogle interessante perspektiver, mener Mikkel Hansen.

- Man kan jo få den vinkel til sit skud, som man vil have i forhold til, at man kan løbe hen, nærmest hvor man har lyst til (i midtercirklen, red.). Så det kan være et fint modtræk til, at man ikke kan spille syv-mod-seks mere, siger Hansen, der ligesom landstræneren er glad for ændringen af reglerne om passivt spil.

Testen af regelændringerne er gået godt, fortæller formanden for IHF's dommerudvalg, Ramon Gallego, som forventer, at det hele bliver vedtaget til efteråret.

- Det er IHF's kongres, der skal endeligt godkende det. Den næste kongres er til oktober, hvor det så bliver godkendt, og så vil de (regelændringerne, red.) gælde fra juli 2022, siger Gallego til TV 2 SPORT.

Til gengæld har IHF ingen aktuelle planer om foreløbig igen at teste et video-challenge-system som det, der blev testet – efter ønske fra IHF – i de danske ligaer i begyndelsen af sidste sæson. Forsøget i Danmark varede blot 29 dage, inden det blev droppet igen i september sidste år.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele sendeplanen her.