VM håndbold

To spillere scorer topkarakter – to andre fandt aldrig rytmen

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til de danske spillere efter sejren på 34-27 over Japan.

Det var en hårdere kamp, end Danmark havde regnet med, så det er virkelig godt, at det endte med en kvartfinale. Det betyder, at landstræner Nikolaj Jacobsen nu har alle muligheder for at forberede sit hold både fysisk og mentalt til kvartfinalen, hvilket eksempelvis kan betyde pause til Mathias Gidsel.

Men endnu en gang kom Danmark flot igennem mellemrunden, og selvom der var store forsvarsproblemer, så var der noget format over at stramme skruen og score de mål, der skulle til.

Alle kunne se, at det især i 1. halvleg var to hold, der var alt for dygtige til at angribe de to forsvarer, som slet ikke var til stede, så målene haglede ind. Den danske midtersektion med Henrik Møllgaard og Simon Hald fandt aldrig rytmen, og de fik ikke styr på stregspillet.

Samtidig er der dog store roser til et japansk hold, der spillede i højt tempo og løb ind i boldene, så de konstant blev farlige i de første 30 minutter. Det var på japanernes betingelser i danskernes ende, og Danmark fik nærmest ikke begået et frikast.

Simon Halds røde kort i 2. halvleg og Nikolaj Jacobsens beslutning om at holde Møllgaard ude blev afgørende for udfaldet. Saugstrup, Zachariassen, Mensah og Andersson fik skabt en firkløver, der havde tæthed, nærhed, kompakthed og sammenhængskraft.

De fire drenge blev bakket godt op af de to fløje i Magnus Landin og Lasse Svan, og selv da Japan gik i syv mod seks det sidste kvarter, fik Danmark løst situationen.

Karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Niklas Landin

    Målvogter

    Jeg noterede mig, at Niklas Landin trods alt bød ind med flere flotte redninger i en svær 1. halvleg, og i alt endte han med 15 redninger. Han var afgørende i perioder, hvor han fik fat i både den japanske streg og deres skytter. Og så havde han en redning, hvor han tordnede ind over banen i en spurt og forhindrede en lang bold i at gå i mål. Der viste han virkelig, hvem anføreren er.

    5
  • Kevin Møller

    Målvogter

    Ingen karakter, men vi noterer os, at han tog et straffekast i sine få sekunder på banen.

    UB
  • Magnus Landin

    Fløjspiller

    Han spillede 2. halvleg og var dygtig i sit forsvarsspil. Samtidig scorede han på den eneste mulighed, han fik på venstre fløj. Et godt og gedigent stykke arbejde.

    4
  • Emil Jakobsen

    Fløjspiller / Kampens spiller

    Hans første slutrundekamp og dermed også ved dette mesterskab, og så bød han ind med ”beskedne” 12 mål på 14 forsøg. Og det kunne faktisk nemt være blevet 14, da han brændte en friløber og et straffekast. Men meget, meget stor respekt efter alt det, som knægten har været igennem med isolation og usikkerhed. Han vendte tilbage med masser af ild i sig, og hvis han havde mistet lidt ressourcer, så viste han det ikke. En lille notabene er dog forsvarsspillet, som skal forbedres.  

    6
  • Lasse Svan

    Fløjspiller

    Den rutinerede fløjspiller viste virkelig sit værd i dag. Han scorede fire mål på fire forsøg, og så havde han minimum tre-fire situationer, hvor han viste, hvad det betyder at have en strategisk, dygtig fløj, der er god til at vurdere, hvornår der skal bakkes op. En stor, stor landskamp af Lasse Svan.

    6
  • Anders Zachariassen

    Stregspiller

    Han blev manden, der kom ind og fik skabt den sammenhængskraft i forsvaret, der var brug for. Han kom ind på 3’er-positionen med Saugstrup efter Simon Halds røde kort, og det fungerede rigtig godt. Selvfølgelig med de småting, der altid er. Så brændte han en stor chance og scorede i tomt mål, men hans energi og bevægelse var afgørende for, at forsvaret kom til at fungere i 2. halvleg.

    4
  • Simon Hald

    Stregspiller

    Lad os starte med det positive. Hald er blevet rigtig dygtig i sine afslutninger og laver fire på fire. Det er plus-plus. Men forsvarsspillet havde han ualmindeligt svært ved, hvor de bevægelige japanske spillere kørte rundt med ham i deres retningsskift. Og når Hald er stor, og japanerne arbejder lavt, så er kunsten at komme ned i deres højde og arbejde. Det var en umulig opgave for Hald. Hans karakter for angrebsspillet er 5, men han får 1 for sit forsvarsspil, og selvom det ikke er snittet, så slutter han på 2. De store bevægelser gjorde, at han hverken fik stoppet skytterne eller fik lukket ned for den bevægelige stregspiller hos Japan.

    2
  • Magnus Saugstrup

    Stregspiller

    Han skulle have været løsningen i 1. halvleg på forsvarsdelen, men var det ikke. Det skete først, da han fik Zachariassen som makker, og så fandt de to formlen på de meget hurtige fødder og sidebevægelserne hos de japanske spillere. Saugstrup holdt styr på stregspillet, og så fungerede hans arbejde med Mads Mensah på højre back også virkelig godt de sidste 25 minutter. Så skal han lige af med sin dårlige vane, hvor han gerne vil brænde en friløber.

    4
  • Henrik Møllgaard

    Bagspiller

    Det var ikke en kamp, som Møllgaard vil tænke tilbage på med glæde. Han fungerede simpelthen ikke, selvom han forsøgte det bedste, han kunne. Hverken samarbejdet med Hald eller Saugstrup fungerede. De kunne ikke finde højden i forsvaret, og der kom aldrig en balance. Der var alt for meget plads under dem, og da de ikke fik lavet frikast, var de solgt. Retningsskiftene kom så hurtigt, og japanerne løb ind i boldene, og der nåede Møllgaard hverken det ene eller det andet.

    2
  • Morten Olsen

    Bagspiller

    Han spillede og dirigerede tingene rigtig godt. Han fik tempo ind i det danske angreb og havde nogle gode idéer og løsninger. Der var et par tekniske fejl, hvor han var uopmærksom, men så bød han også lidt ind med tre assists.

    4
  • Mads Mensah

    Bagspiller

    Mensah kom ind i 2. halvleg, hvor han skulle styre angrebet, hvilket blev løst nogenlunde fornuftigt. Til gengæld var han en stor kapacitet i forsvarsspillet, hvor han var med til at skabe stabilitet fra sin position på højre back. Han fik også sat nogle krydskombinationer op, der passede Lasse Andersson godt i angrebet, men hans skudstatistik med to mål på fem forsøg gør, at han ikke kommer længere op.

    4
  • Lasse Andersson

    Bagspiller

    Der er så mange muligheder i Lasse Andersson. Han er god både defensivt og i kontraspillet, ligesom han også kan levere de skarpe assists. Indimellem var han også god i sine skud, men selvom han har et formidabelt skud, så blev det lidt for meget skud-skud-skud. Det endte med 4 mål på 11 forsøg, og derfor får han kun 4-tallet. Hans skudmønster burde indeholde lidt mere kvalitet fra en spiller på hans niveau. Men generelt mange gode ting og en stabiliserende faktor.

    4
  • Nikolaj Øris

    Bagspiller
    UB
  • Mathias Gidsel

    Bagspiller

    Igen-igen var han afgørende for Danmark. Han lavede tre mål og seks assists, og han var stadigvæk løsningsorienteret hele tiden. Han blev igen den spiller, der løste rigtig mange situationer, hvor det danske spil næsten var gået i stå. Til sidst så det ud til, der var træthed, der prægede hans spil og udløste et par tekniske fejl på misforståelser hist og pist. Det ligner ham ikke, men han virkede slidt. Alligevel finder han ting frem, der kan overrumple modstanderen, men når han ikke imponerede mere, end han gjorde i forsvaret, så bliver det ved et 4-tal. Men han betød godt nok meget.

    4
  • Nikolaj Læsø

    Bagspiller
    UB
  • Jacob Holm

    Han kom aldrig rigtig ind og fik indflydelse, som jeg tror, Nikolaj Jacobsen havde regnet med. Ét mål og for meget hektisk spil med mange fejl. Der var også en enkelt god assist, men han fandt aldrig formlen og måden, tingene skulle udføres på. Og så skal man altså ikke smide en bold væk til sidst i 1. halvleg, så japanerne får en let scoring mere.

    2
  • Nikolaj Jacobsen

    Landstræner

    Hvis der nogensinde er en landstræner, der har været på vandring, så var det Nikolaj Jacobsen mod Japan. Det tog ham 35 minutter at finde løsningen, efter at han først forsøgte at dække med næsten sit sædvanlige forsvar (på nær Mensah), men efterhånden som tingene ikke fungerede, så begyndte han at arbejde mod alle mulige løsninger. Da Simon Hald røg ud, besluttede han sig for, at han ville have spillere med hurtigere fødder ind i forsvaret, og det fik skabt en kompakthed og tæthed, der fik styr på det hele og stregspillet. Så det var rigtig gode sidste 25 minutter, selvom der var lang vej, før tingene fungerede.

    Til gengæld fandt Nikolaj Jacobsen igen angrebsopstillinger, der sikrede Danmark mange mål. Set i det lys – og med en meget turbulent optakt in mente – viste landstræneren rutine og klarhed, da han fandt løsningerne, selvom forsvaret så sløjt ud. Og det er nu en gang trænerens vigtigste opgave.

    5