VM håndbold

Norge står i pudsig situation

Hvis nordmændene spiller uafgjort mod Island, tvinger de Frankrig til at slå Portugal for at vinde mellemrundegruppen.

Sander Sagosen og Norge kan ikke selv afgøre deres VM-skæbne, uanset om de slår Island i den sidste mellemrundekamp søndag aften eller ej.

De kan dog øge deres chancer for at gå videre ved, pudsigt nok, IKKE at vinde – men til gengæld spille uafgjort mod islændingene.

Den lidt snørklede og matematiske forklaring følger her.

Før søndagens kampe ser stillingen sådan her ud i toppen af mellemrundens gruppe 3, hvor de to bedste går videre til kvartfinalerne.

  1. Frankrig - 8 point
  2. Portugal - 6 point
  3. Norge - 6 point

Frankrig møder Portugal i sidste runde, mens Norge som sagt skal op mod Island.

Det er de indbyrdes opgør, der afgør holdenes placering, hvis to eller flere hold ender med samme antal point. Norge tabte med fire mål i den indbyrdes kamp mod Frankrig og vandt kun med ét mål over Portugal, og derfor står nordmændene på tynd og revnet is, hvis Frankrig, Portugal og Norge alle ender på otte point.

Den indbyrdes stilling mellem de tre hold er lige nu:

  1. Frankrig - 2 point og målscore på +4
  2. Norge - 2 point og målscore på -3
  3. Portugal - 0 point og målscore på -1

Det betyder, at hvis Portugal slår Frankrig med ét eller to mål, vinder Frankrig gruppen, Portugal bliver toer – og Norge bliver sorteper selv med en sejr over Island.

Vinder Portugal med mere end to mål, vinder Portugal gruppen foran franskmændene – medmindre portugiserne slår Frankrig med over syv mål, så Frankrig bliver dårligere end Norge i det indbyrdes målregnskab.

Det har åbnet for spekulationer om, hvorvidt Frankrig kunne finde på at tabe med ét eller to mål til Portugal, så franskmændene får sendt Norge ud af VM – og samtidig selv tager førstepladsen i gruppen og en formodet lettere kvartfinalemodstander.

Men Norge kan tvinge Frankrig til at tage point fra Portugal, hvis franskmændene vil vinde gruppen – det kræver blot, at Norge i stedet for at vinde over Island spiller uafgjort mod islændingene.

Uafgjort vil nemlig betyde, at Frankrig, Portugal og Norge ikke kan ende på samme pointtal, og så vil Norges store nederlag til Frankrig ikke tælle med i et indbyrdes målregnskab.

Ender både Frankrig-Portugal og Norge-Island uafgjort, vil Norge og Portugal slutte på samme pointal – men nordmændene vil gå videre, fordi de vandt det indbyrdes opgør.

Slår Frankrig Portugal, vil nordmændene også være videre med bare ét point.

Ren spekulation eller et realistisk scenarie? TV 2 SPORTs mangeårige ekspertkommentator Bent Nyegaard tror mest på det første.

- For mig at se er der for meget format og sjæl i Christian Berge og de norske spillere til, at de begynder at spekulere i sådan noget. Jeg kan selvfølgelig blive klogere, men lige nu tror jeg ikke på, at Berge vil animere sine spillere til at sætte point til mod Island, siger Bent Nyegaard.

Norge og Island spiller søndag klokken 18 dansk tid, mens Portugal og Frankrig brager sammen klokken 20.30.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele sendeplanen her.