VM håndbold

12 slovenere ramt af madforgiftning: - Ikke tilfældigt

Det slovenske håndboldforbund langer ud efter de egyptiske værter. Slovenerne skriver, at flere spillere blev madforgiftet inden mødet med Egypten.

- Ikke færre end 12 (!) spillere fra vores landshold er blevet madforgiftet 24 timer før kampen mod Egypten.

Sådan lyder en anklage fra det slovenske håndboldforbund, der på sin hjemmeside beskriver, hvordan flere spillere skreg i smerte før søndagens kamp mod værtsnationen, der skal møde Danmark i kvartfinalen.

- Vi er sikre på, at det her ikke er tilfældigt, siger Uros Mohoric, der er direktør for det slovenske herrelandshold, til TV 2 SPORT.

- Vi har været her i 12 dage med samme protokol, regulering og mad. Alt under kontrol. Og så pludselig én dag før den afgørende kamp mod Egypten får 12 spillere en virusinfektion med øget temperatur og opkast.

Derfor måtte slovenerne stille op med en decimeret trup til skæbnekampen. To profiler måtte blive på hotellet, mens en tredje faldt om under opvarmningen. Derudover måtte ni spillere kampe sig gennem opgøret, der endte 25-25 og sendte Slovenien ud af turneringen.

- Alt i alt demonstrerer det yderligere den vage organisation af mesterskabet. Faktisk har vi haft en kæmpe mængde sundhedsproblemer den sidste nat før og på kampdagen, siger generalsekretæren i det slovenske håndboldforbund, Goran Cvijic, til forbundets hjemmeside.

Over for TV 2 SPORT forklarer Uros Mohoric, at slovenerne ikke kan gøre ret meget ved situationen. Hvis de kører spillerne på hospitalet, skal de ifølge Mohoric være i karantæne i mindst to dage, og så skal de blive i Egypten i yderligere tre dage.

- Derfor har vi bestemt os for ikke at gøre mere, for selv hvis vi kunne bevise noget, vil det ikke give os sejren.

Sender stikpille til IHF

Tidligere i turneringen har Slovenien også været ramt af helbredsproblemer i Kairo, men det var ikke på samme måde, lyder det.

- Derfor kan vi absolut ikke være tilfredse med organisationen af dette års verdensmesterskab, tilføjer Goran Cvijic og langer ud efter det internationale håndboldforbund, IHF.

- Efter kampen og den officielle registrering af spillernes tilstand kontaktede den egyptiske minister for sundhed os, men jeg forventer ikke signifikante ændringer så længe, det internationale håndboldforbund (IHF) fungerer, som det gør.

TV 2 SPORT arbejder på en kommentar fra IHF, der ifølge Mohoric har meddelt det slovenske forbund, at de 12 spilleres pludselige problemer er en tilfældighed.

Desuden har søndagens opgør mellem Egypten og Slovenien også været genstand for heftig debat, fordi der lød mange tilråb mod banen. Det forekommer pudsigt, når VM afholdes uden tilskuere.

Danmark spiller kvartfinale mod Egypten onsdag den 27. januar. Kamptidspunktet er endnu ikke fastlagt.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.