VM håndbold

Dansk sportschef affejer slovensk kritik - de har selv bestilt pizza

Sportchefen for DHF, Morten Henriksen, hævder at have billeder, som viser, at slovenerne har bestilt pizza udefra.

En slovensk trup med maveonde måtte mandag forlade Egypten efter at være blevet slået ud af turneringen af VM-værten.

Men det gik ikke stille for sig.

For slovenerne mere end antydede, at den madforgiftning, der ramte 12 spillere før den afgørende kamp mod egypterne, ikke kom tilfældigt.

- Jeg ville undgå det mad, hotellet har lavet, lød det sidst råd fra Uros Mohoric, chef for det slovenske herrelandshold, til Danmark, der møder Egypten i kvartfinalen.

Men det råd giver sportschefen for Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, ikke meget for.

Han mener nemlig at have beviser for, at slovenerne ikke har passet ordentligt på sig selv.

- Det er lidt komisk, når vi har ladet os fortælle - og også har billeder af - at slovenerne har bestilt pizza udefra, siger Morten Henriksen til TV 2 SPORT.

Vi er sikre på, at det her ikke er tilfældigt

Uros Mohoric, direktør for det slovenske herrelandshold

- Vi ved også, at de ikke er bange for at tage i salatbuffeten. Derfor kan der være mange ting, der er skyld i det her. Mange hold lider med problemer med maven. Det er ikke kun slovenerne, siger sportschefen for DHF.

Flere danskere med ondt i maven

Det slovenske håndboldforbund fastholder imidlertid kritikken af det internationale håndboldforbund, IHF.

- Vi er sikre på, at det her ikke er tilfældigt, siger chefen for det slovenske håndboldforbund om de mange tilfælde.

Også i den danske landsholdslejr har flere spillere døjet med maveproblemer. Johan og Mikkel Hansen måtte for eksempel sidde over mod Japan i lørdags.

Du (Morten Henriksen, red.) er ikke bekymret for, at det, der sker på dit hold, har noget at gøre med, at I skal møde Egypten?

- Nej, der er trods alt også hold, der ikke møder Egypten, som har problemer med maven, fastholder Morten Henriksen.

- Det virker til at være et kompetent hotel med personale, der gør det, de i hvert fald mener, er det bedste for at holde hygiejnen i top. Det tror vi på, at de bliver ved med at gøre frem mod vores kamp mod Egypten.

Kommer I til at tage andre forholdsregler de næste par dage frem mod den kamp?

- Jeg tror ikke, det er mere sikkert, hvis vi laver en copy-paste af slovenerne og bestiller pizza udefra. Det gør trods alt nok risikoen større. Vi har kun den mulighed at prøve at holde styr på, hvordan maden bliver tilberedt og spise det, der bliver serveret for os.

Ifølge sportschefen er status på de danske spillere med maveonde "positiv".

- Der er stadig nogle, der ikke har det alt for godt - og nu må vi se frem mod aftenens kamp - men alle er i bedring, siger Morten Henriksen,

Danmark møder Kroatien mandag aften, men er altså allerede sikre på at skulle spille kvartfinale mod Egypten på onsdag.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.