VM håndbold

Er der virkelig tilskuere til det tilskuerløse VM?

Søndag lød der mange entusiastiske tilråb fra tribunerne, da Egypten spillede mod Slovenien.

Den er god nok. VM-værten Egypten nyder forholdsvis stor opbakning, selvom slutrunden afvikles uden tilskuere.

Søndag aften var det tydeligt at høre under 25-25-kampen mod Slovenien, og derfor er der selvfølgelig grund til at forvente, det samme vil være tilfældet i kvartfinalen mod Danmark.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at egypterne pludselig er begyndt at lukke tilskuere ind til kampene. Der kan nemlig også være tale om personer, der er akkrediteret til slutrunden som eksempelvis frivillig medhjælper eller presse.

- De billeder, der florerer af engagerende folk i zonen inde i boblen, kan jeg på ingen måde forestille mig, at det ikke skulle være folk fra boblen. Alt andet vil være et brud på en yderst restriktiv protokol, som styres godt af de egyptiske myndigheder, siger Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund, til B.T.

Derfor er svaret på spørgsmålet i overskriften efter alt at dømme: Nej, man kan stadig ikke købe billet til kampene.

VM afvikles uden tilskuere – men det er korrekt, at der er forholdsvis mange på plads i hallen, fortæller TV 2 SPORTs håndboldkommentator Thomas Kristensen. Især til Egyptens kampe.

- Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange der kan finde ind i hallen, når Egypten spiller. Og så er de væk igen, når kampen slutter. Min største bekymring er, om de er inde i boblen. Hvis ikke de er det, gambler man jo med coronasikkerheden, fortæller Thomas Kristensen fra Kairo.

Det russiske håndboldforbund har også delt en video af de medlevende folk på tribunerne. Derudover har TV 2 SPORT taget billeder af, at der ligeledes var opbakning til Slovenien i søndagens kamp.

TV 2 SPORT arbejder på at få en kommentar fra Det Internationale Håndboldforbund, IHF.

Slovenien fik også støtte fra tribunerne.
Ikke alle husker at bære mundbind hele tiden.
Her hjælpes nogle gæster på plads af en vagt.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

DHF-sportschef Morten Henriksen tilføjer over for B.T., at at det internationale håndboldforbund tidligere har bedt organisationskomiteen om at begrænse antallet af akkrediterede til et minimum.

Danmark møder Egypten i VM-kvartfinalen onsdag 27. januar. Kamptidspunktet er ikke fastlagt i skrivende stund.