VM håndbold

- Helt ekstraordinært og hans bedste landskamp nogensinde

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til danskerne efter sejren på 38-26 over Kroatien ved VM.

Ekstremt imponerende. Det var en fuldstændig perfekt spillet landskamp fra dansk side. Intet mindre.

Den koncentration, dynamik og kvalitet, det danske landshold i en helt ny opstilling spillede med, et minimum af tekniske fejl og et spilhumør og suverænitet, skal man lede længe efter.

Så kommer det uundgåelige spørgsmål: Hvor var Kroatien, og hvorfor var de uden noget som helst udtryk i kampen for det fædreland, som betyder alt for dem? Det var meget, meget mærkeligt at overvære.

Det danske landshold kunne i hvert fald ikke gøre for, at modstanderen havde et pinligt niveau. De gjorde det, som dygtige hold gør ved modstandere, der ikke kan og vil. Så giver man dem én på kassen.

Bravo.

Karakterer til de danske spillere

Karakterskalaen
  1. 6Høj klasse
  2. 5Klasse
  3. 4Over middel
  4. 3Middel
  5. 2Under middel
  6. 1Ikke så godt
  7. 0Dumpet
  8. UBUden for bedømmelse
  • Niklas Landin

    Målvogter

    Han havde seks redninger og stod helt okay bag et godt organiseret forsvar, indtil han forlod banen efter et uheld i det 22. minut. Jeg skulle lige bevare pulsen, for sådan som jeg så uheldet, så frygtede jeg, at hans knæ blev vredet, for det er noget af det farligste, når der kommer en hel krop ned over en fod.

    4
  • Kevin Møller

    Målvogter

    Han fik en svær start og fik ikke lige fat i den første håndfuld bolde, men stille og roligt inde i anden halvleg blev han bedre og bedre, sluttede rigtig godt og udnyttede, at forsvaret gav ham gode betingelser.

    4
  • Magnus Landin

    Fløjspiller

    Han spillede de sidste 30 minutter, og den eneste afslutning, han fik, var, da Horvat tacklede ham hårdt. Ellers ikke det helt store at berette.

    3
  • Emil Jakobsen

    Fløjspiller

    Han var drønsikker på straffekastene og scorede seks ud af seks. Han brændte en enkelt friløber og var passiv på et enkelt kroatisk opspil, hvor han gav for meget luft til Horvat.

    5
  • Johan Hansen

    Fløjspiller

    Scorede tre mål på tre forsøg. Han var sikker og faldt godt ind i sit overgangsspil, hvor han blandt andet var med til at kombinere sig frem til et angreb, hvor Holm fik plads og brød igennem.

    5
  • Anders Zachariassen

    Stregspiller

    Jeg kunne lide, hvad jeg så fra Zachariassen. Kom ind efter 23 minutter, og i anden halvleg, da de dækkede 5:1, dækkede han den bagerste plads med Saugstrup foran. Han var aggressiv og god på kontraspillet og bevægede sig godt.

    5
  • Simon Hald

    Stregspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Magnus Saugstrup

    Stregspiller

    Den gennemgående figur på stregspillet og i forsvaret. Han lavede tre mål på fire forsøg og havde en enkelt assist og spillede generelt bare virkelig godt. Med det tempo, kroaterne spillede i her, var Saugstrup som oftest de rigtige steder.

    Han dækkede også godt op i 5:1-forsvaret. Han vejer ikke 150 kilo, men han er smidig og står de rigtige steder. Når han først står der, er han ikke så let at flytte rundt på.

    5
  • Henrik Møllgaard

    Bagspiller

    Det trækker selvfølgelig ned, at han igen måtte trække to udvisninger. Albuen var oppe et par gange for meget. Han startede ellers rigtig godt og var god i paradespillet og fungerede fint med Saugstrup.

    4
  • Morten Olsen

    Bagspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Mads Mensah

    Bagspiller / Kampens spiller

    Kampens suverænt bedste spiller. Det er ikke bare noget af det bedste, jeg har set Mads Mensah spille - det ER det bedste. Hans skudvarianter var helt suveræne. Jeg er nødt til at fremhæve hans underhåndsskud i øverste hjørne.

    Alle ved, at han har erfaring, men selvom han har spillet 141 landskampe, synes jeg, at det her bærer præg af, at han stadigvæk er i udvikling. Han var så velorganiseret og timingssikker, som jeg sjældent har set.

    Mads Mensah spillede 37 forrygende gode minutter. At han dækker godt op, ved alle. Men det her var virkelig organisation på højt niveau med Holm og Øris i angrebet. Og det var ligegyldigt, om kroaterne dækkede 6:0 eller deres frygtede 5:1 – han var hele tiden et skridt foran.

    Det lover godt for Mads Mensah ved VM. Han har arbejdet med Nikolaj Jacobsen rigtig mange gange og har før fået chancen som spilstyrer, men det her var helt ekstraordinært og har givet ham uanede mængder selvtillid.

    6
  • Lasse Andersson

    Bagspiller

    Han kom ind i anden halvleg og var blandt andet forrygende i kontraspillet. Han havde et super overblik og en god teknik. Jeg vil stadig gerne have, at han sætter farten lidt ned. Men en super landskamp på de minutter, han fik. Han gav den virkelig gas.

    5
  • Nikolaj Øris

    Bagspiller

    Øris havde to skud inden for de første syv minutter, som ikke gik i mål. Siden havde han fem skud, som alle ramte plet. Han spillede 37 minutter, og en af grundene til, at han er med på landsholdet, er, at han er så driftssikker. Det er ikke en mand, der spilder boldene til højre og venstre. Han har hopskuddet og det stående skud, og når det fungerer for ham, er han virkelig en giftig spiller, og det gjorde det i dag.

    At være driftssikker er et varemærke for Øris. Sådan var det også ved VM i 2019.

    5
  • Mathias Gidsel

    Bagspiller

    Kom ikke på banen.

    UB
  • Nikolaj Læsø

    Bagspiller

    Han kom susende ind og scorede tre mål på fem forsøg. Han gjorde det rigtig fint på de små ti minutter, han fik. Han fik markeret, at hvis et forsvar lige står og tøver lidt, så siger det altså BANG med den højrehånd.

    4
  • Jacob Holm

    Bagspiller

    Han var en evig kilde til uro og flyttede konstant rundt på de folk, han stod over for. Han skiftede retning med sine hurtige fødder til perfektion. Med hans spillestil er det uundgåeligt, at han ikke laver fejl af og til. Han betød meget for sammenhængskraften i det danske spil.

    5
  • Nikolaj Jacobsen

    Landstræner

    Et rent 6-tal. Det er signaturen fra Nikolaj Jacobsen, at han kan få det her sat op omkring Mads Mensah og få spillet de kombinationer og de rytmer på et forsvar, han gerne vil, få kontraspillet til at fungere – også med nye folk. Det kan ikke gøres meget bedre.

    Jeg hæfter mig også ved, at Danmark kun lavede fire tekniske fejl. Det er dybt imponerende og skyldes Nikolaj Jacobsens organisation.

    Selvom der blev sparet spillere i dag, synes jeg, at det blev grebet helt rigtigt an.

    En klar indgang til kampen om, at hvis hans hold skulle fornuftigt ind i kvartfinalen, havde han brug for en meget koncentreret og engageret præstation, selvom nogle af stamspillerne ikke var med. Det lykkedes til fulde, og det er det, en træner er med for.

    6