VM håndbold

Norske stjerner fejrer fransk sejr - Sagosen skylder middag

De franske spillere kan se frem til en middag på Norges regning.

Stjernen Sander Sagosen havde egentlig meddelt, at han ville spille PlayStation, når Norges VM-skæbne skulle besejles af Frankrig og Portugal.

Men da det kom til stykket, sad han og bed negle sammen med landsholdskollegerne.

Sander Sagosen fotograferer et par spændte holdkammerater.

Det viser de billeder, som nordmændene selv lagde op under opgøret.

Set fra norsk synspunkt skulle Frankrig tage point eller tabe stort, hvis ikke VM skulle slutte før kvartfinalen.

Derfor var der naturligvis stor jubel blandt de norske spillere efter at have set Frankrig slå Portugal med ni mål.

Norske high fives efter den franske sejr.

I videoer, som kan ses på det norske håndboldforbunds Instagram-profil, blev kvartfinalepladsen fejret i fællesskab på hotelgangen i Kairo.

De norske spilere fejrer Frankrigs sejr.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.

Sagosen skylder middag

Den franske hjælp bliver imidlertid ikke uden omkostninger fra nordmændene.

Slet ikke for Sander Sagosen, som nu skylder middag til hele det franske landshold. Det havde den norske stjerne nemlig lovet franskmændene, hvis de kunne slå Portugal.

- Jeg vil have en norsk specialitet, grinte Luc Abalo efter kampen i et interview med det norske medie VG.

Den franske fløjprofil spiller til dagligt i netop Norge for Elverum Håndball, og han havde derfor lidt ekstra på spil i kampen mod Portugal.

- Vi gjorde, hvad vi skulle. Vi er glade på Norges vegne, og jeg håber at møde dem i finalen, siger Luc Abalo, der så det som en vigtig opgave at hjælpe Norge videre.

- Ja, selvfølgelig. Jeg kan godt lide Norge og mine holdkammerater i Norge.

Abalo var med Frankrigs 32-23-sejr med til at sende tre norske Elverum-holdkammerater i kvartfinalen - nemlig Alexander Blonz, Thomas Solstad og Simen Pettersen.

Efter søndagens kampe står det klart, at Frankrig vinder mellemrundens gruppe 3 med ti point. Norge bliver nummer to med otte point, mens Portugal trækker sorteper med seks point på tredjepladsen.

Norsk landstræner tog brusebad under kampen

Mens Sander Sagosen altså ikke helt kunne lade være med at følge skæbneopgøret, så holdt landstræner Christian Berge fast i sin beslutning om ikke at se med.

Alternativet blev imidlertid ikke at se Netflix, som han fortalt TV 2 Norge.

Nej, Christian Berge forsøgte i stedet at slå tiden ihjel med et langt, langt brusebad.

- Det var forfærdeligt, afslørede landstræneren på et pressemøde efter kampen.

- Jeg blev stående i badet. Det blev lidt for spændende. Jeg havde ikke noget bedre at lave, så jeg blev stående derinde.

Efterfølgende kunne han så juble sammen Sagosen og resten af det norske landshold.

- Jeg er ekstremt lykkelig. Det havde været forfærdeligt at rejse hjem i morgen (mandag, red.) med den præstation, vi har leveret. Jeg synes, det er fortjent og sindssygt dejligt at få lov at styre vores egen skæbne igen, sagde Sander Sagosen på pressemødet efter Frankrig og Portugals opgør.

Sagosen og Norge har dog ingen indflydelse på, hvem modstanderen i kvartfinalen bliver.

Det bliver afgjort mandag aften, hvor Spanien og Ungarn skal spille om førstepladsen i gruppe 1 i en direkte duel. Vinderen af kampen møder Norge i kvartfinalen, mens taberen står over for Frankrig.

Opgøret vises på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.