VM håndbold

Egypten-træner undrer sig over anklage: - De bestilte også 20 øl

Egyptens landstræner, Roberto Parrondo, kalder Sloveniens anklage mod Egypten for "tosserier".

Slovenien afviser at have bestilt pizza udefra.

Danmark siger, at de set billeder af, at de gjorde det.

Nu siger Egypten, at de har fået at vide, at slovenerne gjorde det. Og mere til.

- Hotellet er gået i gang med at undersøge, hvad der kan være sket. De har for eksempel fundet ud af, at slovenerne inden kampen (mod Egypten, red.) bestilte pizza og anden mad udefra, siger Egyptens landstræner, Roberto Parrondo, til TV 2 SPORT og tilføjer:

- De siger også, at nogle fra det slovenske hold – enten spillere eller nogle fra staben – havde bestilt over 20 øl.

Slovenien skal holde sin sti ren, mener Parrondo

Snakken om pizza – og nu også øl – er opstået, efter at direktøren for det slovenske herrelandshold, Uros Mohoric, udtalte, at ”vi er sikre på, at det her ikke er tilfældigt” om de maveproblemer, der ramte det slovenske hold inden nøglekampen mod Egypten.

Den slovenske lejr mener, at nogen på hotellet i Egypten er skyld i madforgiftningen hos 12 af deres spillere.

Anklagen har dog intet hold i sig, mener den egypternes spanske landstræner.

- Det er alt sammen tosserier.

- Jeg ser ikke noget problem i at bestille pizza. Og nogle spillere kan da godt bestille øl i deres fritid, men hvis man vil anmelde noget, burde man nok være sikker på, at man har holdt sin sti ren, siger han.

Mærkeligt at søge komplekse sammenhænge

Kampen mellem Egypten og Slovenien skulle afgøre, hvem der skulle videre til kvartfinalen.

Egypterne kunne nøjes med uafgjort, og det fik de lige akkurat hevet hjem. Kampen endte 25-25.

- Jeg forstår godt, at slovenerne kan sige, at de manglede spillere i nøglekampen. Men derfra og så til at søge komplekse sammenhænge… Det er mærkeligt, afslutter Roberto Parrondo.

Slovenien er ude af VM, mens Egypten er klar til kvartfinalen mod Danmark onsdag aften.

Kampen kan ses onsdag klokken 17.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.