VM håndbold

Hansen ved ikke, hvor han står efter maveproblemer

Tiden arbejder ikke ligefrem for landets bedste håndboldspiller, som trods maveproblemer skal spille VM-kvartfinale onsdag.

Efter en fuld nattesøvn har Mikkel Hansen meldt sig klar til kvartfinalekamp.

Men det bliver næppe i fuld vigør. De maveproblemer, som har holdt Hansen ude af de seneste to opgør, sætter stadig sine spor. Og det er måske meget naturligt.

- Jeg tror aldrig, at jeg har haft sådan en tur, som jeg har haft her, erkender Mikkel Hansen på dagens virtuelle pressemøde.

For mens mange af holdkammeraterne har været plaget af "rumlen" i maven, har Hansen været decideret syg.

- Den første nat var den hårdeste med ondt i hovedet og kroppen. Der var også febersymptomer, selvom jeg ikke rigtig havde feber. Det var en lang nat.

- Siden har jeg haft svært ved at holde maden i mig, og det har været ret frustrerende, siger han.

To træninger tirsdag

I hvilken forfatning han møder Egypten i, tør han ikke at spå om endnu, men han har det med egne ord ”overraskende godt” og glæder sig over, at han mandag for første gang kunne mærke, at han havde lyst til mad.

- Det er i hvert fald første skridt, siger Mikkel Hansen, som også var med i hallen og varmede en smule op, før han overværede holdkammeraterne tage en sikker sejr.

- Jeg ved ikke, om jeg kunne have spillet mod Kroatien, men der var ingen grund til at risikere noget. Jeg var da heller ikke helt på toppen og havde ikke super meget energi, forklarer Hansen.

Men efter en nat, hvor han endelig fik sovet igennem og havde fornøjelsen af at ”vågne ved alarmen og ikke ved min ”indre alarm”, er han klar til at tage del i træningen tirsdag.

- Vi har en træning i dag og noget styrketræning senere, som jeg gerne vil igennem.

Onsdag venter så VM-værtsnationen, og Hansen er sikker på, at Egypten vil komme for fulde omdrejninger.

Om han selv er i stand til det samme, vil tiden vise.

- Det er svært at vurdere, hvor klar man er, før man står på banen, og pulsen kommer op. Jeg må vente og se, hvordan det ser ud i kampen og så tage det derfra, siger Mikkel Hansen.

Tidligere i turneringen sad han på bænken i hele kampen mod DR Congo, så Hansen har kun været i aktion i tre af Danmarks seks kampe ved VM.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.