VM håndbold

Historisk dansk ydmygelse giver ingen mening, siger ekspert

Ifølge Bent Nyegaard stod Danmark mandag for den største ydmygelse, et dansk herrelandshold nogensinde har leveret.

Har du også svært ved at glemme VM-finalen i 2013 mod Spanien? Eller EM-finalen året efter mod Frankrig?

Dér, hvor Danmark i begge tilfælde vandt samtlige kampe på vejen til finalen for så at blive ydmyget. 35-19 til Spanien. 41-32 til Frankrig. Brutalt i Barcelona. Bøllebank på hjemmebane i Boxen.

Det er den største ydmygelse, Danmark har pakket en så værdig modtander ind i

Bent Nyegaard, håndboldekspert

Måske hjælper det at lade tankerne falde en ekstra gang på mandagens sidste mellemrundekamp ved VM.

Danmark ydmygede EM-sølvvinderne fra Kroatien med 38-26. Den største danske sejr nogensinde over Kroatien ved et mesterskab.

Danmark, der allerede var sikret en plads i kvartfinalen som gruppevinder, og som derfor sparede flere stamspillere. Kroatien, der var tvunget til sejr for at undgå exit.

- Det har aldrig været mere ydmygende end det, der skete for Kroatien i går. Det er tåkrummende, og det vil tage tid for kroaterne at komme over det, siger TV 2 SPORT's håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Der løber Champions League-vindere rundt, de har gode målmænd, gode fløje og tonsvis af kvalitet, især fra Domagoj Duvnjak og Ivan Karacic. Selvfølgelig manglede de Luka Cindric, men Danmark spillede altså uden fem, seks spillere.

- Vi taler om et dansk landshold, der spillede fuldstændig fantastisk. Fire tekniske fejl i en kamp uden pointmæssig betydning. Det var et studie i seriøsitet, koncentration og værdighed. Lige netop de ting kunne Kroatien ikke stå inde for. Det er meget, meget mærkeligt. Når de synger nationalmelodien, er der sprogblomster om, at de elsker deres smukke land. Det plejer at betyde alt for dem, jævnfør de kroatisk kvinder, der vandt EM-bronze.

- Det er så stolt en idrætsnation, at det ikke giver nogen mening. Derfor kan jeg godt tale for, at det er den største ydmygelse, Danmark har pakket en så værdig modtander ind i.

Danmark spillede uden Mikkel Hansen, Mathias Gidsel, Simon Hald, Morten Olsen og Lasse Svan.

Så glem alt om rædslerne fra fortiden, og tag i stedet et kig på nogle af de gange i håndboldhistorien, hvor Danmark stod for store sejre mod de største nationer - uden at vi dog kommer i nærheden af de 12 mål, Danmark slog Kroatien med:

EM 2004

Danmark 34-28 Sverige

Sveriges aldrende, men stjernespækkede landshold kom ind til EM som forsvarende mester. To år forinden havde Danmark dog slået svenskerne på hjemmebane ved EM med 27-26.

Denne gang var der klasseforskel i mellemrundekampen, hvor svenskerne kæmpede for at holde liv i chancen for at nå semifinalerne. Storebror røg ud, mens lillebror endte som bronzevinder.

EM 2006

Danmark 35-28 Rusland

Russernes storhedstid var forbi, selvom holdet halvandet år tidligere havde vundet OL-bronze.

Danmark var fremadstormende med to EM-bronzemedaljer i træk, og her blev det til tre på stribe. Det skete blandt andet i kraft af en stor kamp mod Rusland, som blev knust i anden halvleg efter 13-13 ved pausen. Holdene mødtes i den sidste gruppekamp - en direkte duel om avancement til semifinalerne.

VM 2007

Danmark 34-27 Frankrig

Begge nationer tabte deres semifinaler efter forlænget spilletid, og den skuffelse var Danmark bedst til at komme sig over.

Frankrig kom som forsvarende europamester, men måtte rejse tomhændet hjem fra Köln efter en stor dansk sejr. Det var Danmarks første VM-medaljer siden 1967, hvor det blev til sølv.

OL 2008

Danmark 27-21 Tyskland

Sejrens størrelser skriger selvsagt ikke på ydmygelse, men de forsvarende danske europamestre sendte verdensmestrene ud af OL efter det indledende gruppespil.

Holdene mødtes i sidste spillerunde om at gå videre efter at have oplevet store problemer undervejs. Danmark trak det længste strå, da der var allermest pres på, men tabte den efterfølgende kvartfinale til Kroatien.

VM 2019

Danmark 38-30 Frankrig

Det er nærmest uhørt at score 38 mål mod det franske betonforsvar. Mod de seksdobbelte verdensmestre. Men alt spillede for Danmark ved VM på hjemmebane i 2019.

Semifinalen blev aldrig spændende. Danmark trak stille og roligt fra og førte med seks ved pausen. Klasser bedre end Frankrig og klar til VM-finalen.

VM 2019

Danmark 31-22 Norge

VM-suveræniteten kulminerede i finalen. Stillingen 4-4 var det tætteste, Norge kom på guldmedaljerne.

Igen trak Danmark stille og roligt fra og havde nærmest afgjort finalen, da de gik til pause foran med syv mål.