VM håndbold

OL-guldvindere hylder 'mirakelmageren', der har sagt farvel

Flere af de kroatiske spillere, der var med til at vinde OL-guld under Lino Cervar i 2004, holder hånden over deres tidligere træner.

Skandalerne har været mange. Men det har meritterne i den grad også.

70-årige Lino Cervar har været ansigtet på kroatisk håndbold siden årtusindskiftet. På godt og ondt.

Han har både sagt op flere gange, ytret sig racistisk og i 2018 stoppede han en hviderusser fra at løbe ind på banen. Et lidt udsnit af de mere skandaløse hændelser.

Han tog os til sig i 2002 og skabte mirakler

Goran Sprem

Men når CV’et som kroatisk landstræner også tæller OL-guld, VM-guld og en håndfuld sølvmedaljer, så forstår man godt, det er de positive ting, som spillerne husker.

Efter mandagens voldsomme nederlag til Danmark indikerede Cervar i de kroatiske medier, at det denne gang er et definitivt farvel til det kroatiske herrehåndboldlandshold.

Og det har fået tidligere landsholdsspillere til at finde den store rosebog frem i interviews med det kroatiske medie 24sata.

- Han skal ikke spørge om tilgivelse. Det er menneskeligt at fejle og at indrømme en fejl. Jeg vil bare gerne takke ham for alting. Jeg er ked af, at han skulle slutte sin karriere på denne måde. Men han hjalp os alle sammen, og jeg vil kun huske ham for de gode ting, siger Petar Metličić, der var med til at vinde OL- og VM-guld med Kroatien.

"Han skabte mirakler"

Goran Sprem var ligeledes en del af den kroatiske trup, dengang holdet var bedst. Og han mener, at Lino Cervar fortjener en helt unik plads i den kroatiske sportshistorie.

- Jeg takker ham for alt, han har gjort. Han vil blive indskrevet med guldbogstaver i den kroatiske håndboldhistorie. Han tog os til sig i 2002 og skabte mirakler. Bortset fra det her nederlag havde han opture i løbet af sin karriere, så Lino er indskrevet med guldbogstaver i den kroatiske sportshistorie.

Også Drago Vukovic, der ligeledes var med under OL-guldet i 2004, hylder den kroatiske træner. Og han stiller nu store spørgsmålstegn ved den kroatiske håndboldfremtid.

- Det bliver en svær opgave for vores forbund at finde den rette leder til vores landshold. Spørgsmålet er, hvem der vil være sund at føre ind på holdet, siger han.

Cervar siger farvel

Allerede tilbage i 2010 sagde Lino Cervar for første gang farvel til det kroatiske landshold.

Det gjorde han inden Kroatiens afgørende kamp i mellemrunden ved EM. Og det blev punktum på en otte år lang periode som landstræner.

Han kom dog senere tilbage og tog over igen. Og nu kunne alt godt tyde på, det bliver et definitivt farvel.

- Tak til alle håndboldfans, der har sendt mig beskeder og støtte i så mange år. Jeg ville naturligvis have været gladere, hvis jeg havde sagt farvel med et bedre resultat. Men i løbet af 47 år har jeg vundet alt, så der skal selvfølgelig komme et fald. Nu vil jeg tilbringe tid med min kone og familie, sagde Lino Cervar til 24sata mandag aften efter nederlaget til Danmark.

VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.