- Vil ikke overraske mig, hvis der står 5000 i hallen mod os
Det er lidt til grin, at det indtil videre har været uden konsekvenser, at der har været tilskuere til VM under en pandemi, siger Mikkel Hansen.
Tilskuersituationen ved VM i Egypten er langt fra en saga blot.
Der var diskussioner helt frem til slutrundens start, men efter et brev fra flere af spillerne besluttede arrangørerne at droppe tilskuere til mesterskabet.
Der er efterfølgende blevet sat store spørgsmålstegn, da der under hovedsageligt Egyptens har været hundredvis af frivillige, der har heppet på egypterne.
Derfor er Mikkel Hansen bestemt heller ikke tilfreds med situationen.
- Vi kan vel ikke sige meget positivt om tilskuersituationen. Det kan undre en, men jeg vil gå så langt som at sige, at jeg måske ikke er helt overrasket. Desværre, siger den danske stjerne på tirsdagens pressemøde og uddyber:
- Jeg havde ikke håbet på at se nogle mennesker, men jeg er måske ikke decideret overrasket over, at der lige pludselig står 1000 mennesker et sted. Og jeg vil sige, at jeg nok heller ikke vil være overrasket, hvis der pludselig står 5000 inde i hallen, når vi møder Egypten.
VM i håndbold vises direkte på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.
'Der må helt sikkert være en konsekvens'
Selvom situationen ikke ligefrem kommer bag på den danske stjerne, så lægger han ikke skjul på, at han er skuffet.
- Jeg tror da, at vi alle sammen er skuffet over det, men det kan vi ikke gøre noget ved nu. Det må folk jo agere på efter slutrunden, og der må helt sikkert være en konsekvens, da alle er blevet lovet en slutrunde uden tilskuere af helbredsmæssige årsager.
- Når det så ikke sker, vil der jo normalt være en bøde. Det er lidt til grin, at du kan få en forholdsvis stor bøde for at spille med de forkerte tights, men at lukke x antal mennesker ind i en hal under en pandemi er helt okay.
Selvom fokus har været på især Egyptens kampe, har billeder fra slutrunden også vist, at der under andre kampe har indfundet sig folk, der ikke ligefrem ligner frivillige:
Det helt store spørgsmål er derfor nu, hvad der kommer til at ske onsdag aften, når Egypten møder Danmark i kvartfinalen. Bliver det tilskuerløst eller med tusindvis af "frivillige"?
Få svaret på onsdag klokken 17.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.