VM i håndbold 2023

Ekspert forklarer mulige konsekvenser ved dansk maveonde

Flere af de danske spillere har døjet med maveonde under håndbold-VM i Egypten. Det er ’kun’ et problem på kort sigt, forklarer ernæringsfysiolog.

Flere maver rumler endnu, fortalte landstræner Nikolaj Jacobsen tirsdag formiddag.

Det er i sig selv bekymrende dagen inden VM-kvartfinalen mod Egypten. Men en katastrofe på længere sigt er det ikke nødvendigvis.

Et maveonde med diarré eller opkast til følge kan man nemlig komme sig over relativt hurtigt, fortæller Cecilie Refsgaard Olsen, der er ernæringsfysiolog hos Team Danmark.

- Det er selvfølgelig aldrig rart at skulle præstere med rumlende mave, men diarré og opkast kan også føre til dehydrering. Når man er dehydreret, øger man blandt andet trækket på kroppens energidepoter. Ved let dehydrering kan man forholdsvist hurtigt restituere og komme i væske- og energibalance, så det har ikke den store betydning for præstationen. Ved svær dehydrering skal der en effektiv indsats til for at komme i væskebalance, hvilket inkluderer et stort og jævnt fordelt væske- ,samt sukker- og saltindtag.

- I sådanne tilfælde tager det længere tid for kroppen at genopbygge energidepoter, komme i væskebalance, og dermed restituere, hvilket selvfølgelig kan forringe præstationen, fortæller Cecilie Refsgaard Olsen til TV 2 SPORT.

- En dehydrerings påvirkning på præstationen er afhængig af mange faktorer. Dehydreringsgrad, varighed af fysisk aktivitet, temperatur, luftfugtighed samt ernæring er blot nogle af disse påvirkningsfaktorer. I værste fald kan man besvime, miste fokus eller mangle energi til at præstere. Koncentrationen kan ryge, så det kan være afgørende for ens præstation, hvis man ikke er opmærksom på restitutionsfasen efter et maveonde.

- Men så længe man kun er generet af maveonde i kort tid, og man kan holde mad og væske indenbords, så bør man ved effektiv indsats kunne nå at restituere mellem kampe. Man skal have både hvile, væske og mad, så kroppen får energi og kommer i væskebalance.

Tidligere landsholdsspiller har selv prøvet det

Claus Møller Jakobsen, der arbejder som håndboldekspert hos TV 2 SPORT, var tidligere en fast del af det danske landshold.

Og da Danmark i 1999 deltog ved VM i Egypten, var situationen den samme. Også her havde flere af spillerne problemer med maveonde, og en af dem var netop Claus Møller.

- Jeg har selv oplevet det, som Cecilie beskriver her. Jeg har spillet i Egypten af to omgange for efterhånden 20 år siden, og jeg fik problemer med maven begge gange.

- Og man bliver ganske rigtigt totalt udmattet og ligger egentlig bare og drømmer om at få det bedre. Man har meget, meget svært ved at tænke på at skulle ud og præstere. Der er svært at præstere, når man har så ondt i maven.

Mikkel Hansen nærmer sig comeback

Ved den igangværende slutrunde i Egypten har flere danske spillere været ramt af maveproblemer. Mikkel Hansen har siddet ude i to kampe, mens Johan Hansen har misset en enkelt kamp.

Derudover har en række spillere kæmpet sig igennem kampene med rumlende maver. Den seneste melding er, at Mikkel Hansen er klar til at spille kvartfinalen:

- Det er væsentlig bedre. Jeg har i hvert fald sovet hele natten for en gangs skyld. Det var en fornøjelse at vågne af ens alarm og ikke ens indre alarm. Så jeg er vel i forholdsvis godt humør her til morgen, smiler Mikkel Hansen, da TV 2 SPORT spørger til hans helbred.

Et idé- og energiforladt kroatisk hold indkasserede en ordentlig afklapsning af et koncentreret dansk hold. Video: TV 2 SPORT

Danmark møder Egypten i VM-kvartfinalen onsdag klokken 17.30. Kampen vises på TV 2 og TV 2 PLAY. Se hele vores sendeplan her.