VM håndbold

- Gid jeg kun skulle nævne én, der bekymrer mig, siger Egypten-træner

Egyptens landstræner, Roberto Parrondo, kalder det bekymrende, at han ikke blot kan pege på én dansker, der skal stoppes onsdag aften.

Det er en stor mundfuld, der venter for egypterne onsdag aften.

Det lægger Egyptens landstræner, spanske Roberto Parrondo, ikke skjul på frem mod onsdagens kvartfinale mod Danmark.

Det fortæller han tirsdag, hvor TV 2 SPORT fangede ham på hviledagen.

Kan du nævne én dansk spiller, som I skal forsøge at bremse i kampen?

- Bare jeg kunne sige, at der kun var en enkelt, vi skulle forsøge at stoppe. Det er jo problemet. Det danske hold har fantastiske spillere på alle pladser. De spiller et virkelig flot mesterskab, siger Parrondo til TV 2 SPORT og fortsætter:

- Stregspillerne, som spiller nu, står enormt godt i forsvaret. Og i angrebet må man nævne spillere som Mads (Mensah, red.) og Mikkel Hansen. Og den tidligere Barcelona-spiller, som nu er i Füchse Berlin (Lasse Andersson, red.). Det er faktisk dem alle sammen. Gid jeg kun skulle nævne én, der bekymrede mig.

Artiklen fortsætter under grafikken

  • Sejre i indbyrdes landskampe (VM og OL)

    4
    0
  • Resultat ved seneste slutrundemøde (VM 2019)

    26
    20
  • VM-guldmedaljer

    1
    0
  • OL-guldmedaljer

    1
    0
  • Mål ved dette VM

    208
    184
  • Sejre ved dette VM

    6
    4

'Ville være overflødigt at sige mere'

Som ovenstående grafik så fint illustrerer, så har Danmark gennem tiden været den bedste håndboldnation af de to.

Roberto Parrondo har heller ingen intentioner om at tale danskerne ned inden vind eller forsvind-kampen onsdag aften.

- For det første er det en kvartfinale, og taberen ryger ud. For det andet møder vi Danmark, som er et eminent hold og verdensmester. Det i sig selv gør det overflødigt at sige mere, siger spanieren.

Han hæfter sig især ved, at danskerne har præsteret en noget nær perfekt slutrunde.

- Danskerne er meget seriøse og stabile både i angrebet og forsvaret. I alle deres kampe har de spillet engageret fra første til sidste minut. De slapper ikke af på noget tidspunkt, og det bekræfter deres stabilitet.

- Det er et hold, der har spillet sammen i mange år. De har tilføjet enkelte spillere, men basen har spillet sammen længe. Det betyder, at de ikke spiller som enkelte individer, men som et hold, siger Parrondo.

Kvartfinalen mellem Danmark og Egypten spilles på onsdag, og du kan se med fra klokken 17.30 på TV 2 og TV 2 PLAY.