VM håndbold

Kvalitetstid med de udvalgte få er helt afgørende for Danmark

KOMMENTAR: Danmark har et bedre hold end Egypten og sikrer sig en plads i semifinalen ved VM.

Aldrig har en måned udviklet sig så fordelagtigt for Nikolaj Jacobsen og hans udvalgte få som denne årets første måned anno 2021.

Måske har landstræneren taget vores alle sammens rimekvilibrist - Piet Hein - i ed, da han udtog sin trup til turen til den afrikanske ørken:

Af de udvalgte få, er de færreste frelst, og de fleste forskrevet til Fanden. For hvem som helst passer til hvem som helst, men få passer kun til hinanden.

Faktum er, at Mikkel Hansen & co. er et bedre håndboldhold

Gruk-rimet var vist nok skrevet som indgang til noget bryllupsagtigt, men dette med at passe til hinanden ser ud til – udefra – at være lykkedes for Nikolaj Jacobsen.

Én lykkelig ting fra pandemien

En indre harmoni og ro er mit indtryk, når jeg har betragtet måden, hvorpå spillere og staben omkring landsholdet har håndteret både kampe, pressetræf og de skades- og fordøjelsesudfordringer, der for det meste følger med, når et VM afvikles langt fra fædrelandet.

I min seneste klumme lagde jeg vægt på tiden som en anden afgørende faktor.

Aldrig har Landin, Hansen og deres kammerater haft mere tid sammen. Jævnfør ovennævnte, ja, så har tiden udviklet sig til at blive kvalitetstid både på og uden for banen.

Mikkel Hansen, landstræner Nikolaj Jacobsen og Niklas Landin under en træning i Kairo.

Den forbandede pandemi har bibragt én lykkelig ting. Nemlig det faktum, at de deltagende nationer måtte have 20 spillere med til slutrunden.

Ens for alle, naturligvis, men især for vort landshold. Træningskvaliteten har med garanti været meget bedre, fordi der har været spillere nok til både at træne strategisk, men også til at give den gas i spil til to mål.

Nikolaj Jacobsen, Henrik Kronborg og spillerne har nydt at kunne komme i dybden med tingene, og det er de helt afgørende grunde til, at jeg har kunnet observere et så overlegent landshold disponere ressourcer så suverænt.

Vel har modstanden ikke været overvældende, men ingen på håndboldjorden har en plusscore på 73 mål efter 6 kampe, med mindre den enkelte spiller er i netop den sammenhæng, der passer til vedkommendes kompetencer.

Et bedre hold end Egypten

Masser af ord er sagt om det at møde værtsnationen i en kvartfinale. Ingen tvivl om kvaliteten hos Parrondos tropper.

En enorm kampgejst og fysik krydret med individuelle kvaliteter hos spillere som Elahmar, Elderaa, Hesham, Mamdouh, Omar, Sanad med flere.

Faktum er bare, at Mikkel Hansen & co. er et bedre håndboldhold, og det er det, der skal føres bevis for kl. 17.30, når et enormt rutineret og dygtigt kroatisk dommerpar, Gubica og Milosevic, giver spillerne lov til infight.

Tidligere skrev jeg om masser af forsvarsaggressivitet. Det har passet i rigtig mange kampe, og denne aftens kamp mod Egypten bliver ingen undtagelse.

Landin er ikke toppet endnu

Jeg lovede også masser af dansk 7-mod-6-spil, og lur mig, om det ikke bliver en del af Jacobsens strategi, når egypterne presser på for alvor.

Med mindre selvfølgelig, at Hansen, Mensah, Olsen, Gidsel med flere finder løsninger i spillet 6-mod-6, som det har været tilfældet de seks timer, landsholdet har trådt op indtil nu.

Niklas Landin har indtil videre stået med en beskeden redningsprocent på 29.

Èn ting mere skal med i vurderingen, når jeg tror så meget på landsholdets muligheder. Niklas Landin er verdens bedste målmand. Endnu er det ikke lykkedes for den nykårede Champions League-vinder at toppe her i Kairo.

Det sker i aften.

Og netop Landin vil lægge yderligere til det kontrabål, som bliver yderligere styrket, fordi egypterne ikke er de hurtigst i returløbet.

Et harmonisk dansk landsholdhold med masser af kvalitetstid både på og uden for banen sikrer sig adgang til en VM-semifinale.

Fordi de udvalgte få passede så godt til hinanden.