VM håndbold

Hulkende egyptere måtte hjælpes fra banen

Ganske forståeligt var det en flok grædefærdige egyptere, der stod tilbage efter nederlaget til Danmark i VM-kvartfinalen.

Kontrasten kunne næppe blive større.

For mens de danske spillere var ellevilde efter den dramatiske sejr over Egypten onsdag aften, var værterne knuste. Grædefærdige.

- For at være ærlig så er det smertefuldt. Det er så smertefuldt at tabe sådan her. Jeg føler ikke, at vi fortjente at tabe, men sådan er sport. Jeg kan ikke beskrive det. Vi gav alt, og vi spillede imod verdensmestrene, sagde Mohamed Sanad til TV 2 SPORT.

Hans holdkammerat Yehia Elderaa var fuldstændig enig.

- Det er virkelig trist og skuffende, at vi tabte. Vi havde håbet at komme videre. Vi må glemme det her og se fremad, for det er kun begyndelsen for et virkelig godt hold. Forhåbentlig kan vi opnå endnu mere i fremtiden, lød det fra Elderaa.

Egypten tabte kvartfinalen med 39-38 efter to gange forlænget spilletid og straffekast.

Mensah føler med egypterne

TV 2 SPORTs reporter Lars Bruun-Mortensen var efterfølgende helt tæt på de egyptiske spillere og journalister, som kom i mixed zone, hvor spillerne interviewes efter kampen.

Og det var noget af et syn, der ventede Lars Bruun-Mortensen.

- Jeg har aldrig stået i en mixed zone med så mange følelser. Spillerne var grædende og hulkende. Nogle måtte have hjælp.

- Der stod egyptiske journalister og græd ved siden af mig. De var knuste, lød beretningen.

Også Mads Mensah følte med de hulkende egyptere, han oplevede efter kampen.

- Jeg har sjældent ondt af mine modstandere, men det gjorde faktisk lidt ondt at gå forbi egypterne efter sådan en afgørelse, sagde Mads Mensah.

Egypten må nu forlade VM uden chance for at vinde en medalje, mens Danmark spiller VM-semifinale imod Spanien på fredag klokken 20.30.