Håndbold

Klubber fanget i Champions League-mareridt

Yderligere stramninger af restriktionerne i Norge giver de norske klubber Elverum og Vipers et Champions League-scenarie, de måske ikke kan løse.

Det kan blive svært for de norske topklubber Elverum og Vipers at færdigspille deres Champions League-puljer.

Den norske statsminister, Erna Solberg, meldte for få dage siden ud, at indrejserestriktionerne strammes markant, og det giver store sportslige udfordringer.

Ligesom Danmark kæmper Norge også med at få bugt med virusmutationer, og derfor er der fra fredag og 14 dage frem lavet yderligere stramninger.

Det giver noget af en udfordring for Elverum og Vipers, der begge har Champions League-kampe i den periode. Modstanderneholdene må ikke rejse ind i Norge.

- Jeg håber, at vi får muligheden for at tage imod hold. Hvis vi ikke må det, er vi nødt til at tage på en europaturné, for det er ikke et alternativ at trække sig, siger den sportslige leder i Elverum, Bjørnar Myren, til TV 2 Norge.

8 kampe inden for 18 dage

Elverum mangler at spille fire kampe mod henholdsvis PSG, Vardar Skopje, Porto og Pick Szeged, og det kan derfor ende med, at de må tage rundt til Frankrig, Nordmakedonien, Portugal og Ungarn.

I Vipers tror de ikke på undtagelser fra restriktionerne, og derfor har de opgivet at spille deres hjemmekampe i Champions League.

De mangler stadig at spille hele otte kampe i turneringen, og de skal spilles inden for bare 18 dage. Det er ikke sikkert, at de kan nå at få afviklet alle kampe, men de vil forsøge at spille flest mulige.

- Der sker det, at vi rejser tidligt i næste uge og spiller fem-seks kampe på udebane. Først i Frankrig og så i Budapest. Så har vi foreslået at spille flere kampe i de områder, siger træner Ole Gustav Gjekstad.

Elverum ligger næstsidst i deres Champions League-pulje og har alvorligt brug for point, hvis de skal gøre sig forhåbninger om videre avancement i turneringen.

Vipers ligger nummer fem i deres pulje, hvor også Team Esbjerg er med, og de har også brug for point for at være sikker på at komme videre i turneringen.