VM håndbold

Knuste nordmænd: - Min sidste mulighed

Norge røg ud af VM efter et nederlag i kvartfinalen til Spanien. Et nederlag, der gjorde ondt på flere af de norske stjerner.

Uanset hvor kameraet panorerede hen, var der triste og dybt skuffede nordmænd. Blikke, der fortalte alt om, at de var kommet til Egypten efter mere end bare en VM-kvartfinale.

Men det blev endestationen for Norge, der tabte 26-31 til Spanien. Samtidig blev det også sidste VM-stop for Skjern-stjernen Bjarte Myrhol. Det slog han fast efter kampen over for norske VG.

- Virkelig tungt. Det var min sidste mulighed ved et VM. Så der går mange tanker igennem hovedet, sagde stregspilleren med 251 kampe og 778 mål for Norge.

Skuffelsen var ikke svær at få øje på hos Myrhol.

Bjarte Myrhol debuterede i 2002 for Norge, og siden har han været en central spiller både på og uden for banen. Undervejs ved VM har han døjet med en skade i skulderen og fået flere pauser, men i kvartfinalen var han tilbage og bød ind med tre scoringer.

- Dette hold har betydet meget for mig i mange år. Det er en vidunderlig gruppe, som trives sammen og har lyst til at opnå store ting, tilføjede 38-årige Myrhol.

Samtidig slog han fast, at det ikke ligger fast, hvornår han stopper karrieren, men at meget kunne tyde på, det bliver efter denne sæson. I så fald kan han, hvis alt flasker sig, stoppe karrieren til OL i Tokyo.

Skadet Sagosen skuffet

Norges VM-kvartfinale mod Spanien ved VM i håndbold kunne næppe være gået værre for Sander Sagosen.

Den norske håndboldstjerne måtte udgå med en skade i maven i 1. halvleg, hvorfor han fra sidelinjen blot kunne se sine holdkammerater tabe uden selv at kunne gøre noget.

- Det er tungt. Jeg er selvfølgelig skuffet, trist og har smerter. Men sådan er håndbold, sagde Sander Sagosen til TV 2 Norge efter kampen og tilføjede:

- Jeg havde håbet, at det ville blive bedre, når jeg fik varme på og måske noget smertestillende. Det føltes, som om jeg havde en tennisbold siddende, der låste sig fast, hver gang jeg bevægede mig - som en kniv, der skar igennem musklerne. Så det gjorde ondt.

Sagosens smerter var tydelige, efter han kortvarigt forsøgte at spille i 2. halvleg.

Drømmen var norsk guld

Forinden havde han over for norske Viasat sat ord på sine følelser lige efter kampen.

- Det gør ondt i vores hjerter, at drømmen er knust. Vi kom for at vinde guld og rejser hjem efter en kvartfinale. Vi må være hårde mod os selv og sige, at det ikke er godt nok. Vi har fået endnu et slag i ansigtet, og så må vi rejse os igen, sagde Sagosen.

Norges nederlag blev grundlagt i første halvleg, som nordmændene tabte med seks mål. Sagosen havde ligesom holdkammeraterne haft en svær start mod et spansk forsvar, der ikke holdt igen i tacklingerne.

Efter sin skade kom han på banen i pausen for at se, om det kunne lade sig gøre at fortsætte. Først med 13 minutter kom han kortvarigt på banen igen, men var hæmmet i sit spil og bidrog ikke med det store.

Den norske fysioterapeut Harald Markussen slog efter kampen fast, at der er tale om en muskelskade.

Mens Norge er færdig i turneringen, skal Spanien møde Danmark i semifinalen fredag.