- Helt enestående. Du kunne se det fra starten
TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard giver karakterer til danskerne efter VM-semifinalen mod Spanien.
Se VM-finalen på TV 2 søndag klokken 17.30
Den vildeste kamp var selvfølgelig den mod Egypten, men det her er også fuldstændig på månen. Det er imponerende. Der er så mange gode spillere i Spanien, man skulle tro, det var løgn.
En håndboldkamp på uhørt højt niveau. Der var så meget flot håndbold, god timing og taktisk fundament i det, der foregik. Man kunne bare sidde og blive glad som håndboldelsker. En forrygende kamp.
Der var taktisk spil fra bænk til bænk hele tiden. Det er det smukke ved det, når trænere og spillere hele tiden udfordrer hinanden. Det kan ikke gøres meget smukkere. Jeg er dybt imponeret.
Og så er det faktuelt igen, at Mikkel Hansen trådte i karakter. Han var helt tilbage på det topniveau, vi har vænnet os til. Vi er niveaumæssigt helt tilbage ved VM i 2019. Ikke alene laver han 12 mål, men han strør om sig med assists, og han rev afleveringer rundt. Ikke kun de simple, men også bag ryggen og med fantastisk vision i spillet.
Jeg er også nødt til at nævne to andre spillere, der imponerer helt, helt vildt. Magnus Saugstrup. Hvis ikke før, så har han fået et stort internationalt gennembrud nu. Mathias Gidsel. Det er helt åndssvagt. Han har gjort en helt afgørende forskel for det her landshold. De to har tilsammen spillet 38 landskampe, men løber rundt, som havde de spillet 300.
En scoringseffektivitet på 74 procent fra Danmark nævner jeg også. Det er altså ikke så tosset.