VM håndbold

Landsholdets to yngste får stort ansvar - og det er alt andet end tilfældigt

Mathias Gidsel og Emil Jakobsen har begge imponeret stort i deres slutrundedebut. Erfaring med svære situationer på klubholdet er nøglen til succes.

Mathias Gidsel er 21 år, og Emil Jakobsen er 23 år.

Begge er de slutrundedebutanter, og begge har de imponeret stort.

De to spillere kan nærmest spille kort med alle de store papskilte med skriften "Man of the Match" på, mens det også næsten kræver matematik på højniveau at holde styr på, hvor mange mål de efterhånden har lavet ved VM.

De to talenter har én væsentlig ting mere tilfælles udover de gode præstationer ved VM i Egypten: De spiller begge i GOG.

Træner i den fynske klub Nicolej Krickau er overrasket over, at det er blevet til så meget ansvar for de to talenter. Men han er ikke overrasket over, at de har grebet chancen.

For Emil Jakobsen og Mathias Gidsel er fra en tidlig alder blevet kastet for løverne på klubholdet, når de har spillet DM-finaler samt mødt stærke europæiske modstandere.

- De er vant til at have et stort ansvar. Og de har allerede prøvet både at vinde og tabe de afgørende kampe. De har prøvet at tabe DM-finaler i sidste sekund. De har fået klø og tabt med 14 mål mod Kiel. Så de har prøvet relativt meget på kort tid, siger Nicolej Krickau.

Stort ansvar under VM

Seneste eksempel på, at de to spillere ikke er bange for at tage ansvar, kom i den dramatiske kvartfinale mod Egypten.

Emil Jakobsen brændte godt nok et straffekast på et afgørende tidspunkt, men han stillede sig alligevel op og revancherede sig i straffekastkonkurrencen.

Emil Jakobsen bliver kåret som kampens spiller.

Også Mathias Gidsel tog et stort ansvar i kampen mod Egypten. Det var ham, der stod med bolden og fremtvang et straffekast i den anden forlængede spilletid, da de danske håndboldherrer var mest presset.

Ifølge Nicolej Krickau er det dog ikke situationer, de i dagligdagen decideret træner.

- Vi faciliterer det sådan, at der er en platform, hvor vi godt tør at lade dem stå med beslutningerne, siger han.

Talentansvarlig på herresiden i Dansk Håndbold Forbund, Bo Tolstrup, fremhæver GOG's evne til at give unge spillere chancen tidligt på øverste niveau. Han mener, det er altafgørende, at de tidligt i deres karrierer kan få erfaring med at stå i de afgørende situationer i kampe, som man ikke kan træne sig til.

- Det er det sted, hvor de er dygtigst til at spille med om titler, samtidig med at de bringer de unge på banen i en tidligere alder, end andre gør, siger Bo Tolstrup.

Vigtigt med rollemodeller

I GOG er det klart defineret i klubbens strategi, at seniorholdet skal kunne fremvise talener, der er udviklet i klubben.

Men for at unge talenter som Emil Jakobsen og Mathias Gidsel kan udvikle sig bedst muligt, har GOG et setup, der er formet til at slibe diamanterne helt skarpe. For det kræver også rutinerede kræfter at få det bedste ud af de spirende talenter.

- Vi er en etableret del af toppen nu og har økonomien til at hente en Morten Olsen og en Anders Zachariassen. Det gør, at vi relativt sikkert er en del af Europa Cuppen. Når vi er det, er vi også en perfekt platform for de unge spillere. Selvom vi er et tophold, er det nogle gange nemmere, fordi der også er nogle gratis minutter i ny og næ, siger Nicolej Krickau.

Mathias Gidsel har fået masser af tillid fra landstræner Nikolaj Jacobsen.

Samtidig er der også sket en ændring i GOG - såvel som i håndbold generelt, mener træneren, hvor alder betyder mindre end tidligere.

- Der er et fladere hierarki nu. Hvis man skal snakke om et hierarki, er de to faktisk ret højt oppe i hierarkiet. Begge to er dygtige til at begå sig i grupperne både inde på og uden for banen. Så det kommer nemt til dem, siger Nicolej Krickau.

Men der er nu engang også forskel på de to spillere som typer, forklarer deres klubtræner:

- Mathias Gidsel har altid været meget moden og udadvendt. Emil Jakobsen har været mere stille og tilbageholden. Han har haft lidt længere tilløb. Men gennem evner har han fået selvtillid. Der er sket rigtig meget på de seneste par år, og han hviler så meget i sig selv nu, siger Nicolaj Krickau.

Klar til at tage det afgørende skud på landsholdet

Det er bestemt ikke utænkeligt, at endnu et drama kan være i vente, når Spanien skal besejres for at komme i finalen. Som turneringen spidser til, kan de afgørende situationer blive endnu mere nervepirrende og presset endnu større.

Men Nicolej Krickau er overbevist om, at både Mathias Gidsel og Emil Jacobsen er klar til igen at tage ansvar.

- Det kan jeg sagtens se. Det er ikke sikkert, at det bliver iscenesat, så det bliver dem, der skal tage det afgørende skud. Men falder bolden til dem, og de mener, at det er den bedste beslutning for holdet, så tager de den, siger han.

Om Mathias Gidsel eller Emil Jakobsen kommer til at få en afgørende rolle, kan du finde ud af, når Danmark spiller mod Spanien fredag klokken 20.30.