VM håndbold

- Vi kan stikke generationsskiftet skråt op, siger ekspert

TV 2 SPORTs håndboldekspert Nicolej Krickau er fuld af beundring over det generationsskifte, som Danmark har sat i gang under VM i Egypten.

Danmarks håndboldherrer er verdens bedste håndboldherrer. For anden gang i træk.

Men fra VM-triumfen i 2019 til VM-triumfen i 2021 er der dog sket en del på det danske landshold. For under VM i Egypten blev Danmark beriget med en række unge spillere, der på skift greb chancen, når der var brug for det. Det er navne som Mathias Gidsel, Emil Jakobsen og Magnus Saugstrup.

Og det er netop det faktum, at landsholdet allerede nu er godt i gang med at gennemføre et ellers frygtet generationsskifte, der imponerer Nicolej Krickau mest. Krickau er træner for GOG og har været TV 2 SPORTs håndboldekspert under slutrunden, hvor han har fulgt Danmark tæt.

- Det er det, der er vildt. Det der omtalte generationsskifte kan vi jo stikke skråt op. For det er jo i fuld gang, og det har jo foldet sig ud under denne slutrunde, siger Nicolej Krickau og uddyber:

- Der er en fantastisk fin blanding af erfarne spillere, der har vundet meget – krydret med ny energi fra nye spillere, der har bragt holdet meget. Der er bare så mange spillere, der kan bidrage.

- Det er klart, der er et springende punkt i at få erstattet Mikkel Hansen engang. Men vi skal også huske, at vi har spillere som Rasmus Lauge og Lasse Møller siddende derhjemme. Så materialet er der til at dominere på verdensplan de næste mange år, siger han.

Gennemført dansk slutrunde

Danmark har vundet alle ni kampe under slutrunden – fra den indledende gruppe til finalen. Og Danmarks stabilitet i løbet af VM-slutrunden har gjort håndboldelskeren i Nicolej Krickau lykkelig.

- Der er ikke noget at sætte en finger på. Det har været overbevisende fra start til slut. Det har været en magtdemonstration fra Danmark.

- Det vi så fra Danmark i finalen, er det, der kendetegner holdet. For når det ikke lige flasker sig, så kommer der bare nogle nye spillere ind. Det er en fantastisk bredde, og Danmark har fantastisk mange gode spillere. Og det har Nikolaj Jacobsen og Henrik Kronborg flot sat sammen. Og så fik vi en mindeværdig kvartfinale, som vi aldrig kommer til at glemme, siger Nicolej Krickau.

I kvartfinalen, som Krickau henviser til, måtte Danmark ud i to gange forlænget spilletid og straffekonkurrence, før semifinalepladsen blev sikret.

I semifinalen blev Spanien besejret med en helstøbt dansk præstation. Søndag aften blev det så til en finalesejr på 26-24 over Sverige, der ellers har været VM-slutrundens helt store overraskelse.

Hyldest til verdens bedste Landin

Danmarks måske mest afgørende spiller i finalen var Niklas Landin. For her stod den danske førstemålmand og anfører med en redningsprocent på imponerende 41.

- Nede bagved står der en verdensklasse målmand, der bare har alle de vigtige redninger. Danmark har nogle vanvittige topprofiler i Mikkel Hansen og Niklas Landin – krydret med en enorm bredde, siger Nicolej Krickau, der fortsætter hyldesten af Landin efter en ellers svingende slutrunde:

- Gennem turneringen har man manglet den der kamp, hvor han bare lukker helt af. Indtil finalen. Men han har bare haft de redninger, der afgør det hele. Når man er verdens bedste, ved man, hvornår man skal være verdens bedste. I dag (søndag, red.) var der brug for ham, og så steppede han op.

Men selvom GOG-træneren mener, at Danmarks generationsskifte er godt undervejs, advarer han samtidig om, at intet kan tages for givet for Danmark:

- Herretoppen er bare så tæt, og næste år til EM kan vi risikere at ryge ud efter den indledende pulje igen, siger han.

Danmark er dog verdensmester som minimum i to år endnu, indtil der igen er VM i 2023 i Polen og Sverige. Det kan ingen ændre på.