VM håndbold

- Det var en fed fest. Det kan også mærkes i dag

VM-guldet blev tilsyneladende fejret med manér. Dagen derpå var flere spillere i hvert fald et stykke fra topformen.

Med cola og vand i hænderne tjekkede de danske verdensmestre ud af hotellet i Kairo mandag morgen.

Flere af dem sad og nød de sidste solstråler i Egypten og tog en lille pause efter nattens fest, der så ud til at have ramt håndboldstjernerne.

- Den var fed. Det kan også mærkes i dag, siger Magnus Landin.

- Det var en rigtig, rigtig fin fest, tilføjer Magnus Bramming.

- Der var høj musik, god stemning, en masse øl og vin. Vi havde en masse ting på femte sal.

Ramt var højrebacken Nikolaj Øris også. Især på stemmebåndet, efter han søndag kunne juble over fem finalescoringer og den anden VM-titel i træk.

Er det tiltrængt med en cola i dag?

- Der var lige et par lommepenge, der skulle fyres af, inden vi skulle hjem. De blev brændt af på en cola.

Hvordan var festen i går?

- Det var hyggeligt. Det var forholdsvist simpelt, men der var vanvittigt godt humør og høj stemning.

Med en cola i hånden trådte Øris ind i bussen dagen efter guldfesten. Video: TV 2 SPORT

Lang rejse hjem til Danmark

Mandag rejser landsholdet hjem til Danmark i et chartret fly, og derefter bliver guldfesten noget anderledes end tidligere set. På grund af coronarestriktioner er der hverken samling i Københavns Lufthavn eller på Københavns Rådhus, ligesom vi så det, da Danmark blev verdensmester for første gang i 2019.

- Det bliver en lang rejsedag oven på en lang måned, som heldigvis sluttede på den helt perfekte måde, siger Nikolaj Øris.

Magnus Bramming, der blev fløjet til Kairo under VM-slutrunden, har det på samme måde:

- Lige nu ser jeg ikke så meget frem til en meget lang tur med fly til Danmark. Og så skal jeg videre til Holstebro i en lang togtur. Det er heldigvis sammen med nogle af de andre, så mon ikke vi kan få snakket lidt der og forhåbentlig kan feste videre.

Danmark er den blot fjerde nation, der vinder to VM-slutrunder i træk.