VM håndbold

Jacobsen topper Nyegaards karakterbog for VM

Ni VM-kampe, ni karakterbøger fra TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard. Nikolaj Jacobsen endte med det højeste karaktergennemsnit.

Intet og ingen kunne forhindre Danmarks håndboldherrer i at genvinde verdensmesterskabet.

I de afgørende dage kæmpede flere af spillerne og landstræner Nikolaj Jacobsen ellers med maveproblemer, men de blev overvundet, og søndag aften klarede håndboldherrerne også den sidste udfordring på banen, Sverige, og kunne lade sig hylde som verdensmestre for anden gang.

Nøjagtig som efter de øvrige otte VM-kampe gav TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard efter finalen karakterer til de danske spillere og Nikolaj Jacobsen. For at give et bedre overblik over, hvordan den enkelte danske aktør præsterede set over hele slutrunden, er hver aktørs karaktergennemsnit blevet udregnet.

Når Nyegaard uddeler karakterer, kan han give fra 0-6, hvor 0 er dumpet, og 6 er høj klasse.

Gennemsnittet af landsholdets karakterer under VM

  • Niklas Landin: 4,25 i snit for 8 kampe
  • Kevin Møller: 3,667 i snit for 6 kampe
  • Emil Nielsen: 5 i snit for 1 kamp
  • Magnus Landin: 4,333 i snit for 9 kampe
  • Emil Jakobsen: 4,667 i snit for 3 kampe
  • Lasse Svan: 4,25 i snit for 8 kampe
  • Magnus Bramming: 4,5 i snit for 2 kampe
  • Johan Hansen: 3,8 i snit for 5 kampe
  • Anders Zachariassen: 4 i snit for 5 kampe
  • Simon Hald: 3,428 i snit for 7 kampe
  • Magnus Saugstrup: 4,777 i snit for 9 kampe
  • Henrik Møllgaard: 4,222 i snit for 9 kampe
  • Mikkel Hansen: 4,833 i snit for 6 kampe
  • Nikolaj Læsø: 4 i snit for 1 kamp
  • Morten Olsen: 4 i snit for 6 kampe
  • Mads Mensah: 4,25 i snit for 8 kampe
  • Jacob Holm: 4,2 i snit for 5 kampe
  • Lasse Andersson: 4,555 i snit for 9 kampe
  • Mathias Gidsel: 5 i snit for 8 kampe
  • Nikolaj Øris: 5 i snit for 3 kampe
  • Nikolaj Jacobsen: 5,555 i snit for 9 kampe

Jacobsen scorede topkarakter flest gange

Udover at score det højeste karaktergennemsnit var Nikolaj Jacobsen også den danske aktør, der fik flest 6-taller undervejs.

Hele fem gange fik landstræneren topkarakter af Bent Nyegaard. Det var mod Bahrain (gruppekamp), Kroatien (mellemrundekamp), Egypten (kvartfinale), Spanien (semifinale) og Sverige (finale).

Fem spillere høstede et 6-tal to gange hver. Der er tale om den danske VM-topscorer Mikkel Hansen (48 mål), Mathias Gidsel, Magnus Saugstrup, Lasse Svan og Niklas Landin.

Mikkel Hansen og Mathias Gidsel fandt også vej til VM's officielle All Star-hold, og Mikkel Hansen blev ligeledes kåret til slutrundens mest værdifulde spiller (MVP).

Mandag eftermiddag landede de danske verdensmestre i Københavns Lufthavn, og to skumtændere skød i alt 12.000 liter vand hen over flyet i en æresportal.

To F-16 kampfly eskorterede de danske håndboldherrer det sidste stykke mod Københavns Lufthavn efter VM-triumfen i Egypten. Da håndboldherrerne var landet i lufthavnen, skød to skumtændere i alt 12.000 liter vand hen over flyet i en æresportal. Video: TV 2 Sport