VM håndbold

Svensk målmand spillede finalen med en skade

Svenske Andreas Palicka regner med, at han må holde en pause efter VM-finalenederlaget til Danmark.

- Man misser ikke en finale.

Ordene kommer fra Andreas Palicka, og søndag aften levede han op til dem ved at spille VM-finalen med en skade. Det fortæller han til Aftonbladet.

- Jeg har fået en skade, som indebærer, at jeg må holde en pause. Jeg kender min egen krop rigtig godt, og jeg tror, jeg ved, hvad det er, og hvad det indebærer, siger Palicka.

Den svenske førstekeeper kom til skade i semifinalen mod Frankrig, da han reddede en fløjafslutning med den ene tå. Efter finalenederlaget på 26-24 ønsker han dog ikke at præcisere problemet.

- Jeg blev skadet mod Frankrig, men jeg var spilbar i dag. Man misser ikke en finale for noget, så det var bare at køre på. Men nu må jeg hjem og se, hvad det er. Det er mig, der bestemmer over min krop, og jeg vil ikke misse en VM-finale for noget – slet ikke for en dum skade, tilføjer Palicka, der til daglig spiller i tyske Rhein-Neckar Löwen.

I anden halvleg af VM-finalen lod Palicka sig udskifte med Mikael Aggefors. Palicka fastslår, at det ikke havde noget med skaden at gøre. Det var slet og ret fordi, han havde svært ved at stoppe de danske afslutninger.