VM håndbold

VM-danskere skal i aktion få dage efter triumf

Håndboldspillerne får ikke tid til ferie efter VM-sejren i Egypten. Allerede torsdag skal mange i kamp igen.

Der bliver ikke meget tid til at hvile ud og bearbejde indtrykkene fra VM for de danske verdensmestre i håndbold.

Allerede torsdag skal mange af spillerne i kamp igen enten i de nationale ligaer eller Champions League. Her bliver der ikke taget hensyn til, at mange kommer lige fra et benhårdt VM-program med 9 kampe på 17 dage.

Danskerklubben Flensburg-Handewitt skal eksempelvis på udflugt til Brest i Hviderusland til en kamp om vigtige Champions League-point.

- Det er ærgerligt. Det er selvfølgelig også et resultat af, at corona har sammenpresset programmet. Det kan jeg også godt forstå, men produktet skal jo kunne følge med.

- Jeg tænker mest på risikoen for skader. Nu har vi lige spillet et VM, og så kommer vi hjem og skal spille tre dage efter. Det er lige i overkanten, siger Lasse Svan.

Han slipper selv for turen til Hviderusland, fordi han fik en fiberskade i VM-finalen.

- Jeg havde lidt ondt af mig selv, inden jeg blev skadet. Nu har jeg mest ondt af de andre, der skal afsted, siger Lasse Svan.

Jeg har fået en besked fra min træner, hvor han var meget ked af at meddele, at han forventede at se mig til træning tirsdag klokken 15

Magnus Landin

Træner forventer at se Landin

Flensburg-Handewitt har tre danske VM-spillere i truppen. Foruden Svan er det Mads Mensah og Simon Hald.

Også Emil Nielsen i Nantes og Kevin Møller i Barcelona skal spille Champions League torsdag. Det samme gælder Niklas og Magnus Landin, som med THW Kiel møder HC Motor fra Ukraine.

- Jeg har fået en besked fra min træner, hvor han var meget ked af at meddele, at han forventede at se mig til træning tirsdag klokken 15, siger Magnus Landin.

- Det hører med, men det er ret presset program i øjeblikket. Forhåbentlig er det med til at øge motivationen, at vi er med fremme både i Bundesligaen og Champions League, siger han.

Heller ikke spillere fra klubber i den danske liga får tid til et par feriedage.

Både Bjerringbro-Silkeborg med Nikolaj Øris og Aalborg med Henrik Møllgaard, Magnus Saugstrup og Nikolaj Læsø spiller ligakamp torsdag aften.