Håndbold

Holdkammerater brød ud i grin, da dommere udviste Rej

Med cirka fem minutter tilbage af Odenses opgør mod Herning-Ikast blev Mia Rej vist ud for film. Det forstod hun og resten af bænken ikke.

De listede egentlig ud af banen for at kigge efter et potentielt rødt kort til Simone Petersen, men endte i stedet med at give en udvisning til en uforstående Mia Rej. Også holdkammeraterne grinede af forargelse.

Kampens dommerpar, Henrik Nielsen og Jakob Falkenberg Hansen, fik pludselig nok at se til, da der resterede omtrent fem minutter af et hæsblæsende opgør mellem Herning-Ikast og Odense Håndbold.

Jeg blev overrasket, fordi det var på et kritisk tidspunkt i kampen

Mia Rej, Odense Håndbold

Mia Rej tog sagen i egen hånd og med høj fart, driblede hun centralt ind gennem banen for at bringe sig selv i stilling til en afslutning. I skudøjeblikket fik hun, hvad der lignede et skub fra Simone Petersen, hvorefter Ingvild Bakkerud kom på tværs med armen. I samme moment kastede Mia Rej sit hoved tilbage, og dommerne fløjtede for en forseelse.

Se situationen i videoen øverst i artiklen.

Få minutter senere modtog Odense-playmakeren en to minutters udvisning for film.

- Vi går ud og kigger på situationen, fordi vi mener, Rej bliver ramt i ansigtet. Da vi ser den, er det vores vurdering, at hun ikke bliver ramt. Derudover er der ikke tale om et skub, men en berøring, som vi ikke under normale omstændigheder ville dømme noget på.

- Udfordringen er, at hun kaster hovedet tilbage, og det vil vi gerne væk fra, da det er en form for film, fortalte banedommer Jakob Falkenberg Hansen efterfølgende til TV 2 SPORT.

Lyn-analyse

Jeg kunne ikke være mere uenig med dommerne. Jeg forstår slet ikke den kendelse.

Jeg så klart, at Simone Petersen lagde sin hånd på Mia Rej, der var i fremdrift og efterfølgende faldt. Billederne var entydige.

At sige hun ikke rammer Mia Rej her, den går simpelthen ikke.

Da dommer Henrik Nielsen hævede armen med to strittende fingre og pegede på Rej, vakte det opstandelse på Odense-bænken, hvor Freja Cohrt og Louis Abbingh brød ud i grin, mens Mia Rej stirrede uforstående ud i luften.

Louis Abbingh og Freja Cohrt kunne ikke holde grinene tilbage.
Mia Rej forstod ikke kendelsen.

Fik to point med hjem

Hovedpersonen var øjensynligt ikke helt med på, hvad der lå til grund for dommerparrets beslutning. Og ligesom håndboldekspert på TV 2 SPORT Bent Nyegaard vurderede, mente hun, at var der tale om mere end en berøring.

- Jeg føler, at jeg får et skub fra siden. Jeg er enig i, at jeg ikke bliver ramt i hovedet. Det var en ren refleks, at jeg trak hovedet tilbage. Men som jeg ser det, var jeg i høj fart, så det var ikke særlig fedt. Jeg blev overrasket, fordi det var på et kritisk tidspunkt i kampen, lød det fra Mia Rej.

Selvom det hele fik en hektisk afslutning, kunne Odense rejse tilbage til Fyn med to point i bagagen efter en sejr på 30-23. De topper nu ligaen med to point ned til Viborg.