Håndbold

Tilfældig coronatest skabte speciel situation i Odense

Den seneste periode har været tumult i Odense-lejren. Holdet har næsten ikke trænet sammen på grund af et positivt coronatilfælde.

En tilfældighed vendte op og ned på det hele i Odense Håndbold.

Fynboernes nederlag til Ramnicu Valcea var første opgør i to kampe, hvor de orangeklædte medbragte et fuldt holdkort.

Årsagen? Det gjorde Mia Rej os klogere på i optakten til Odenses kamp mod Herning-Ikast. Her fortalte playmakeren, at hun ved en tilfældighed lod sig teste for coronavirus for ti dage siden. Og et positivt resultat blev til negativt nyt.

- Det var lidt lang tid siden, vi var blevet testet. Så var der nogle af de andre på holdet, der snakkede om at tage en kviktest for sjov, og så kunne jeg lige så godt blive testet også. Det skader jo aldrig at få et negativt testsvar mere. Men ja - den var så positiv, lød det fra den 30 årige landsholdsspiller.

Hovedpersonen formoder, at hun er blevet smittet på flyet hjem fra Montenegro, hvor odenseanerne tabte til Budućnost i Champions League 23. januar.

Det positive testresultat satte gang i en bølge af sikkerhedsforanstaltninger, og efter ordre af cheftræner Ulrik Kirkely blev hele holdet sendt hjem, da hans assistent Kristian Danielsen også testede positiv bare få dage efter.

- Da vi finder ud af, at vi har smitteproblemer i vores lille boble, så var det første at få styr på sikkerheden og adskilt spillerne, fortalte Kirkely.

Lyn-analyse

Det har taget noget sikkerhed ud af deres spil. Jeg så dem i søndags i Champions League-kampen mod Valcea, hvor Odense spillede virkelig dårligt.

Det ligner dem ikke at spille på det niveau. Der har været tendenser i deres spil, hvor det har været tydeligt, at de ikke har været i stand til at træne sammen.

Af den årsag har spillerne kun haft to træninger sammen de seneste ti dage, og det forklarer også, hvorfor Odense ikke har været fuldtallige i deres ligakampe mod henholdsvis Horsens og Skanderborg, som de i øvrigt trak sig sejrrigt ud af.

- De andre har mødtes til kamp, taget hjem, siddet i deres lejlighed, været til tests og taget hjem igen. Det er jo svært at præstere på et jævnt niveau, når man næsten ikke har trænet sammen, lyder det fra Rej.

Mens spillerne har været hjemme, har de dog selv trænet foran fjernsynet med udstyr, som de fik med hjem fra klubben.

Tilbage på sporet

Selvom træningsforholdene ikke har været optimale, fortalte Rej, at hun er på vej tilbage i fuld vigør.

Til gengæld kan Kirkely godt fornemme på sin trup, at de ikke har været samlet i ligeså stor stil, som de plejer.

- Vi er ikke helt der, hvor vi skal være. Men det er vi jo bare nødt til at acceptere. Vi er glade for, at vi kan få lov til at spille i den her svære tid, fortalte han.

Rej har stadig ikke fået hverken sin smags- eller lugtesans tilbage, og i sygdomsperioden oplevede hun influenzasymptomer.

Hun kan dog lune sig på, at Odense fik en god sejr på 30-23 over Herning-Ikast onsdag aften og spillede sig på førstepladsen i ligaen, selvom hun fik en udvisning for film mod slutningen af kampen.