Håndbold

Team Esbjerg banker CL-bundprop

I sidste runde af gruppespillet vandt Team Esbjerg klart over Bietigheim. Odense tabte i Dortmund.

Reelt var resultatet ligegyldigt, men Team Esbjerg kan i hvert fald tage en succesoplevelse med fra sidste runde i gruppespillet i Champions League.

På hjemmebane vandt vestjyderne klart med 37-29 over tyske Bietigheim og slutter gruppen med 12 point efter 14 kampe.

Allerede før kampen stod det klart, at esbjergenserne ville ende på sjettepladsen i gruppen, og heller ikke for tyskerne var der noget på spil.

Bietigheim var uden chance for at avancere fra sidstepladsen i gruppen.

På banen var der da også solid forskel på den aktuelle nummer tre i den danske liga og nummer tre i den tyske.

Team Esbjerg var ikke bagud på noget tidspunkt i kampen, hvor bagspillerne Kristine Breistøl, Mette Tranborg og Sonja Frey havde krammet på det tyske forsvar.

Efter en firemålsføring ved pausen udbyggede esbjergenserne forspringet i anden halvleg og sluttede med en sejr på otte overskydende træffere.

Team Esbjerg møder i ottendedelsfinalen det franske hold Brest Bretagne, som har den danske landsholdskeeper Sandra Toft mellem stængerne.

Første kamp spilles i første weekend i marts.

Tysk revanche

I søndagens andet dansk-tyske opgør tabte Odense Håndbold med 24-32 på udebane til Dortmund.

Allerede i første halvleg anede man, hvor det bar hen. Dortmund var foran 15-8 undervejs og havde en føring på fem mål ved pausen.

Fynboerne havde svært ved at passere Isabell Roch i Dortmund-målet, som leverede hele 16 redninger og sluttede med en redningsprocent på 42.

Lois Abbingh måtte således bruge 18 forsøg på at gøre sig til Odense-topscorer med otte fuldtræffere i kampen.

Uanset resultatet stod det på forhånd klart, at Odense ville slutte gruppen som nummer fire.

Holdet møder Vipers Kristiansand fra Norge i første knockoutrunde.