TV 2 SPORTs håndboldekspert har udpeget de største handler i historien i dansk herrehåndbold.
Dansk herrehåndbold har torsdag fået noget at glæde sig over.
For fra sommeren 2022 kan man i de danske håndboldhaller støde på Mikkel Hansen. Aalborg Håndbold har således skrevet kontrakt med den danske landsholdsstjerne, når hans kontrakt med Paris Saint-Germain udløber.
Et skifte, der selvsagt har vakt genklang i håndboldverdenen. Det er trods alt verdens bedste håndboldspiller fra 2011, 2015 og 2018, der er tale om.
Men det er langt fra første gang, at den hjemlige liga er blevet beriget med spillere fra den øverste hylde. Og her er der ikke kun tale om danske spillere.
TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard har i anledningen af Mikkel Hansens hjemkomst udpeget de største tilgange til herrernes håndboldliga i Danmark.
Historiens største tilgange til Herrehåndboldligaen ifølge Bent Nyegaard
Mikkel Hansen - Aalborg Håndbold i 2022
Foto: Ritzau Scanpix
Når Mikkel Hansens kontrakt med Paris Saint-Germain udløber i 2022, så fortsætter han karrieren i Aalborg Håndbold.
- Dansk Håndbold har aldrig haft en spiller, der har markeret sig – for landsholdet, men også på den største klubscene internationalt – som Mikkel Hansen. At han kommer tilbage til dansk ligahåndbold, er en gave, som sjældent gives, siger Bent Nyegaard.
- En af spillets allerstørste med en uovertruffen teknik og sans for spillets strategiske udvikling. Trods skulderproblemer i tiden i Danmark, så var Kim Andersson – og er stadig – en fornøjelse at se, siger Bent Nyegaard.
Ólafur Stefánsson - AG København i 2011
Foto: Scanpix
Den 38-årige islænding med tre Champions League-titler på CV’et skiftede i 2011 fra den ene af de to klubber, som var ejet af Jesper Nielsen, til den anden - Rhein-Neckar Löwen til AG København – men han fik kun en enkelt sæson på den københavnske vestegn.
- Islændingen var en visuel nydelse, fordi han var så let på tå. Og fik alt – også det allersværeste – til at se simple ud. Ærgerligt, vi ikke fik mere glæde af Stefánssons sublime spil i flere år i dansk håndbold, siger Bent Nyegaard.
Joachim Boldsen - AaB Håndbold i 2007
Foto: Scanpix
Den daværende danske landsholdsspiller vendte hjem til dansk håndbold fra Flensburg-Handewitt i 2007 til AaB Håndbold. Et år efter rejste han videre til Barcelona.
- På sine bedste dage var han identifikationen på den komplette spiller. Boldsens udstråling bjergtog de fleste – også i Danmarks liga, der som helhed fik løftet brandværdien af landsholdsspillerens comeback, siger Bent Nyegaard.
Kasper Hvidt - FCK Håndbold i 2009
Foto: Scanpix
Der kom en hel del nordiske landsholdsprofiler til København i slutningen i disse år: Lars Jørgensen, Joachim Boldsen, Mikkel Hansen, Guðjón Valur Sigurðsson og Steinar Ege eksempelvis.
Sidstnævnte dannede en dynamisk duo i AG København med Kasper Hvidt, som efter 12 år i Spanien rejste til FC København i 2009. Både i FCK, AGK og KIF viste keeperen klassen.
- Tal om personlighed. Tal om kvalitet. Tal indsats. Så falder talen på Kasper Hvidt. Landsholdsmålmanden var en blandt flere stjerner, der vendte ”hjem” til Danmark og var om nogen bannerfører for det kulørte projekt AG København og sidenhen Kolding København, siger Bent Nyegaard.