Håndbold

BSH-stjerne vil 'skrue ned' for at møde bestemte hold

Sebastian Skube forlader Bjerringbro-Silkeborg efter denne sæson. Han vil nu gøre alt for at slutte af med en guldmedalje.

Fem kampe i træk har Bjerringbro-Silkeborgs håndboldherrer vundet i den hjemlige liga.

Lørdag aften vandt de stensikkert 34-24 over KIF Kolding, og de er nu stort set sikre på at komme i slutspillet. Derfor tillader stjernespilleren Sebastian Skube sig at se på de kommende opgaver med lidt mere strategiske briller, end han normalt ville gøre.

Nu handler det om at få det bedst mulige udgangspunkt til det slutspil, der venter lige om hjørnet.

- Vi ved godt, at den danske liga bliver afgjort i slutspillet. Man skal være i god form i marts og april, og så kommer semifinalen og finalen. Det er selvfølgelig vigtigt at have to eller ét point med i slutspillet, men så starter det forfra. Vi skal være i topform der.

Til slutspillet tager de kvalificerede hold enten to, ét eller nul point med videre alt efter placeringen i grundspillet. Men for slovenske Sebastian Skube er det ikke pointene, der er det vigtigste.

- Jeg tror ikke, der er så stor forskel. Vi skal tænke over, hvem vi vil spille mod. Vil vi helst spille mod GOG, Aalborg eller Skjern? Det skal vi lige regne ud, sagde BSH-profilen, hvorefter TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard lige skulle sikre sig, at han havde hørt rigtigt:

Så du er klar til at skrue lidt ned for at få de rigtige kampe i slutspillet?

- Ja, det er jeg, lød det stålfast fra Skube.

Nyegaard forstår Skubes tankegang

BSH er inden de sidste seks kampe i grundspillet nummer tre i håndboldligaen efter GOG og Aalborg.

I slutspillet bliver de otte bedste hold i grundspillet inddelt i to grupper á fire hold. Nummer ét og to fra grundspillet kommer i hver sin gruppe med to point, mens nummer tre og fire begge får ét point med videre. De resterende fire hold starter slutspillet uden point.

Holdene skal spille mod hinanden to gange. Det betyder, at der i princippet er en mulighed for at hente 12 point i slutspillet, og derfor forstår Bent Nyegaard godt Sebastian Skubes idé om at fokusere mere på modstanderne end pointene.

- Det er en del af det. Det kan ordnes på mange måder. Det er jo en af de rettigheder, man har, når man har skaffet sig de point. Men principielt synes jeg, at man skal gå efter at vinde alle kampe, siger Bent Nyegaard.

Vil slutte af med et mesterskab

For Sebastian Skube er denne sæson en særdeles vigtig én af slagsen. Den 33-årige slovener har således besluttet sig for at søge nye udfordringer og skifter efter sæsonen til franske Chambéry.

Bjerringbro-Silkeborgs Sebastian Skube i kamp mod de forsvarende mestre fra Aalborg.

Nu skal tiden i det midtjyske afsluttes med manér.

- Jeg har haft nogle dejlige syv år her, og jeg er glad for at være her og bo i Danmark. Nu er det min sidste sæson, og jeg vil gerne have guld, siger Sebastian Skube, der også har et brændende ønske om at få et gensyn med klubbens fans, der i øjeblikket ikke har mulighed for at se kampene fra nærmeste hold.

- Det er selvfølgelig hårdt, hvis jeg ikke får lov til at sige farvel til vores fans. Jeg vil gerne se en fuld JYSK Arena for sidste gang. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis det ikke kan lade sig gøre.

I 2016 var Sebastian Skube med til at vinde det hidtil eneste mesterskab i klubbens historie.