Håndbold

Endnu en forstærkning på plads i Aalborg

Dagen efter præsentationen af Mikkel Hansen som kommende Aalborg-spiller er endnu en profil klar til at skifte.

Det er kun et spørgsmål om tid, før Aalborg Håndbold præsenterer endnu en stjerne i klubben.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har de regerende mestre landet en aftale med den norske højrefløj Kristian Bjørnsen, der skifter til klubben allerede til sommer.

Torsdag satte B.T. Bjørnsen i forbindelse med Aalborg efter nyheden om Mikkel Hansens kommende skifte. Dagen efter erfarer TV 2 SPORT, at aftalen er landet. Den norske landsholdsspiller skifter fra tyske Wetzlar efter denne sæson.

Aalborg Håndbold har ikke ønsket at kommentere oplysningerne.

Hansen får et ønske opfyldt

Med Bjørnsens skifte får Mikkel Hansen et ønske opfyldt et helt år inden sit skifte til Aalborg Håndbold.

Torsdag sagde Hansen til TV 2 SPORT, at han håber, flere profiler ville gøre ham selskab i klubben.

- Jeg håber, der er en masse dygtige spillere, der har lyst til at komme forbi. Ikke fordi de, der spiller der i øjeblikket, ikke er dygtige, men igen: Man vinder ingenting alene, sagde Mikkel Hansen til TV 2 SPORT.

Direktør Jan Larsen har også givet udtryk for, at flere spillere kan være på vej:

- Der er jo mange, der rigtig gerne vil spille sammen med Mikkel Hansen. Vi har haft god held med at kunne rekruttere dygtige spillere. Både svenske, norske og danske. Og det bliver garanteret ikke dårligere af, at Mikkel er kommet til klubben. Vi håber og tror på, at det også kan være med til at løfte det hele, sagde Jan Larsen torsdag til TV 2 SPORT.