Håndbold

Mikkel Hansen skal pendle på job

Mikkel Hansen kommer til at melde sig ind i den store gruppe af danskere, der pendler på arbejde, når han tilslutter sig Aalborg Håndbold i 2022.

Til lands, til vands og i luften.

Det er de tre muligheder, Mikkel Hansen har, når han fra sommeren 2022 skal pendle til job fra København til Aalborg, hvor han skal spille håndbold de følgende tre år.

- Vi kommer til at have base i København. Så bliver der pendlet frem og tilbage, og jeg vil selvfølgelig også have en bolig i Aalborg i forhold til, hvordan og hvorledes trænings- og kampsituationen ser ud, slår den 33-årige verdensstjerne fast overfor TV 2 SPORT.

I forvejen ejer Hansen en lejlighed på Østerbro i den danske hovedstad. Og når arbejdspladsen fra næste år bliver i Gigantium-hallen i det nordjyske, kan han således se frem til at tilbagelægge cirka 400 kilometer i bil og mange timer på fire hjul, selvom det nok primært bliver lufttransport, han vil gøre brug af.

Et fly fra København til Aalborg tager omtrent 40 minutter.

- Bare rolig, han skal nok være i hallen, når vi skal spille klokken 19 om aftenen. Hvordan, han kommer hertil, er ligegyldigt. Men alt det her er praktik, og det løser vi sammen med Mikkel, siger Aalborgs direktør, Jan Larsen.

Det tyder dermed ikke på, at Hansens kommende pendlerliv vil få de helt store logistiske problemer, da han altså også vil få et tag over hovedet i "Nordens Paris".

Det er ikke et problem. Slet ikke for en spiller som Mikkel

Lasse Boesen, tidligere KIF Kolding København-spiller

Set før

Op mod en kvart million danskere tilbagelægger 100 kilometer eller mere hver dag for at passe deres arbejde.

Og i sportsverdenen er det ingen undtagelse.

I sensommeren 2012 så KIF Kolding København dagens lys. Et håndboldhold, der blev dannet efter AG Københavns konkurs med flere store stjerner. Klubben havde hovedsæde i Kolding, hvor cirka halvdelen af holdets kampe og træninger foregik, mens den anden halvdel af kampene var i Brøndby på Københavns Vestegn og træninger i Nyborg på Fyn.

KIF Kolding København bestod af flere store danske profiler. Her ses Bo Spellerberg, Lasse Boesen og Kasper Hvidt.

Derfor var spillerne vant til at tilbagelægge mange kilometer til og fra arbejde. En af dem var den tidligere landsholdsspiller Lasse Boesen, der aldrig så det som en udfordring og forventer heller ikke, at det bliver tilfældet for Mikkel Hansen. Det siger han til TV 2 SPORT.

- Det er ikke et problem. Slet ikke for en spiller som Mikkel, der har været i udlandet i mange år og ved, hvad der skal til for at få det til at hænge sammen. Og så skal man huske på, at man hele tiden optimerer tiden i sportens verden, fortæller Boesen, der stoppede sin karriere i KIF Kolding København.

Klubben vandt DM guld to gange i dens levetid.

Mikkel Hansen tager til Aalborg fra sommeren 2022. Til den tid vil han være 34 år.