Aalborg præsenterer landsholdsspiller
Aalborg Håndbold opruster på højre fløj, hvor klubben som ventet forstærker sig med en norsk landsholdsspiller.
For anden uge i træk er Aalborg Håndbold klar til at præsentere en solid forstærkning.
Denne gang er det på højre fløj, hvor Kristian Bjørnsen bliver ny mand i den røde trøje - ligesom TV 2 SPORT erfarede dagen efter årets største håndboldnyhed: At Mikkel Hansen skifter til klubben i 2022.
I modsætning til Hansen skifter Bjørnsen allerede i sommeren 2021, når hans nuværende aftale med Wetzlar udløber.
- Kristian er en utrolig dygtig spiller, der har været en profil på den internationale scene igennem en lang årrække. Han kommer til at bidrage med en masse erfaring, mens han samtidigt er en scoringssikker fløj, der også besidder store defensive kvaliteter, siger Aalborgs direktør Jan Larsen til klubbens hjemmeside.
Kristian Bjørnsens aftale med Aalborg løber til 2024, og han glæder sig ikke overraskende over det kommende klubskifte.
- Jeg har hørt mange positive ting om klubben fra mine landsmænd, og det er virkelig en interessant udvikling, klubben har været igennem. Det ser jeg frem til at blive en del af, og jeg er klar til at give mig 100% for at hjælpe Aalborg Håndbold med at indfri de spændende ambitioner, siger Kristian Bjørnsen til Aalborg Håndbolds hjemmeside.
Bjørnsen er noteret for 135 A-landskampe for Norge samt over 500 kampe i den tyske Bundesliga.