Håndbold

Landsholdsspilleren Alfredo Quintana er død

Den portugisiske landsholdsmålmand Alfredo Quintana er død, efter han mandag fik hjertestop under en træning. Han blev 32 år.

Efter flere dages indlæggelse er Alfredo Quintana afgået ved døden.

Det oplyser FC Porto fredag, efter han fik hjertestop under en træning med klubben tidligere på ugen.

Alfredo Quintana blev 32 år gammel.

- Beskeden, vi aldrig troede, vi skulle dele: Vores kære Alfredo Quintana gik bort i dag. Du vil for altid blive husket som en af vores. En rigtig klubmand. Hvil i fred. Forevigt Quintana, skriver FC Porto.

Målvogteren spillede hele sin professionelle karriere i FC Porto, der fortalte om hjertestoppet mandag den 22. februar. Klubben oplyste, at han faldt om under en træning og omgående blev behandlet og siden genoplivet.

Efter at være blevet stabiliseret blev han kørt til Hospital de São João. Ifølge portugisiske Ojogo lå han i kunstigt koma, inden han døde.

Alfredo Quintana blev født i Cuba, men fik senere portugisisk statsborgerskab og debuterede på landsholdet i 2014. Siden er det blevet til 66 kampe og deltagelse ved både EM og VM.

Han var senest med ved VM i Egypten i januar.

Ved EM i 2020 havde Quintana en stor andel i, at Portugal overraskende blev nummer seks i turneringen.

Den portugisiske målmand rammer niveau på det helt rigtige tidspunkt. Video: TV 2 SPORT