Håndbold

Ligaklub fyrer sportsdirektør

Henrik Hedegaard stopper øjeblikkeligt som sportsdirektør i Mors-Thy Håndbold. Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er han fyret.

Efter fem år i jobbet er Henrik Hedegaard færdig som sportsdirektør i Mors-Thy Håndbold. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra Henrik Hedegaard, men ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er han blevet fyret.

Klubben sender imidlertid den afgående sportsdirektør af sted med rosende ord på vejen.

- Henrik Hedegaard har ydet en fantastisk indsats for Mors-Thy Håndbold, og hans store engagement har været medvirkende til, at vi fortsat er i landets bedste håndboldliga, udtaler bestyrelsesformand Lars Erik Nielsen på klubbens hjemmeside.

- Posten som sportsdirektør i Mors-Thy Håndhold en kæmpe udfordring blandt andet på grund af vores placering i landet, størrelsen på vores spillerbudget og så videre. Den post har Henrik udfyldt på forbilledlig vis, uddyber han.

Freder trænerne

Efter flere års top-10-placeringer ligger Mors-Thy Håndbold i aktuelt på 12.-pladsen i herreligaen med 14 hold.

Men trænerbesætningen ændres der ikke på, selvom nordjyderne nu skal finde sig en ny sportsdirektør.

- Dette arbejde berører ikke trænerstaben. Jonas Wille og Lars Krarup har bestyrelsens fulde opbakning. Det havde de i går, det har de i dag og det har de også i morgen, fastslår Lars Erik Nielsen på Mors-Thy Håndbolds hjemmeside.

Afgangen af Henrik Hedegaard, der også har været en del af Mors-Thy-ledelsen de seneste fem år, får desuden klubben til at rokere om. Den hidtidige salgsdirektør Hans Peter Jarl Madsen bliver således ny administrerende direktør.

Mors-Thy Håndbold møder i næste spillerunde Fredericia.

Nordjyderne har henholdsvis ni og ti point ned til Lemvig-Thyborøn Håndbold og TMS Ringsted, der er sidst og næstsidst i herrernes række.