Håndbold

Porto pensionerer trøjenummer efter tragisk dødsfald

Håndboldklubben FC Porto har pensioneret nummer 1, så der ikke er en anden spiler, der kommer til at bære det nummer i fremtiden.

Nummer 1 vil for altid være Alfredo Quintanas nummer i den portugisiske håndboldklub FC Porto.

Klubben har valgt, at nummeret ikke vil blive brugt igen og dermed pensionere det. Det sker for at ære Alfredo Quintana, der fredag afgik ved døden, efter han fik hjertestop under en træning med klubben tidligere på ugen.

- Nummer 1 vil ikke blive brugt igen på vores håndboldhold. Det blev foreslået af præsident Jorge Nuno Pinto da Costa på vegne af FC Porto. Han vil for evigt være nummer et, skriver klubben på Twitter.

Quintana har cubanske rødder, men han fik portugisisk statsborgerskab i 2014. Han har spillet for FC Porto i mere end ti år.

Svenske Magnus Andersson overtog trænersædet i klubben i 2018, og han beskriver Alfredo Quintana som en person udover det sædvanlige.

- Jeg vil ikke kun huske Alfredo som en god ven, men også som en utrolig munter person, der brændte for håndbolden. Han var en meget varm person, der indtog en stor plads i gruppen på en positiv måde, siger Andersson til Aftonbladet.

- Han elskede at danse og spille cubansk musik på høj lydstyrke. Han kunne ikke stå stille. Han dansede i omklædningsrummet, i bussen, på flyvet.

"En rigtig klubmand"

Alfredo Quintana udviklede sig til at blive en legende for klubben.

Derfor var det også en nedslående nyhed, de kunne dele fredag eftermiddag.

- Beskeden, vi aldrig troede, vi skulle dele: Vores kære Alfredo Quintana gik bort i dag. Du vil for altid blive husket som en af vores. En rigtig klubmand. Hvil i fred. Forevigt Quintana, skriver FC Porto.

Han var senest med ved VM i Egypten i januar. Quintana debuterede på landsholdet i 2014. Siden er det blevet til 66 kampe og deltagelse ved både EM og VM.