Håndbold

EHF-præsidenten giver ikke en rygende fis for spillets aktører

TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ser nærmere på det, der er sket i den seneste håndbolduge.

Farcen fortsætter. Det europæiske håndboldforbund, EHF, kæmper med næb og klør for at holde gang i dets internationale turneringer.

Skrivebordsafgørelser sendes over de landegrænser, der er så svære at passere. 10-0 og 0-10 - og jeg skal komme efter dig.

Ingen forstår rigtig, hvordan og hvorledes disse afgørelser træffes. Kanske det kan have noget med de enkelte landes coronarestriktioner at gøre. Fakta er, at delstaten Schleswig-Holstein, der huser både SG Flensburg-Handewitt og THW Kiel, er nogle af de klubber, der er hårdest ramt.

Frustrationerne er ikke til at tage fejl af. Flensburg-Handewitts-direktør, Dierk Schmäschke, reagerede meget skarpt på den seneste skrivebordsafgørelse. Han har beklaget sprogbrugen, men ikke afgørelserne.

THW Kiels Sander Sagosen har i den forløbne uge givet udtryk for sin fortvivlelse. Restriktionerne bød ham 14 dage bag lås og slå for at gå direkte ud i et vanvittigt spilprogram.

I den sammenhæng giver hverken Wiederer eller hans slæng en rygende fis for spillets aktører

Bent Nyegaard

Odense Håndbold skal - måske - spille 1/8-finale mod Vipers Kristiansand i den kommende weekend. Cheftræner Ulrik Kirkely har jagtet EHF for en afgørelse i mere end en uges tid.

Problematikken er selvfølgelig til at få øje på, og det er igen-igen tilbage til pandemien. Norge har meget strenge krav til ind- og udrejse, så hvordan får EHF Odense Håndbold på plads i Kristiansand?

Kirkely til gengæld aner ikke, hvordan træningen skal planlægges, så længe han skal kigge i vejviseren efter EHF’s kampplanlægning.

Afviklingen i store vanskeligheder

De mange uigennemsigtige afgørelser er selvfølgelig et resultat af, at EHF-præsident, Michael Widerer, for længst har indset, at afviklingen af først og fremmest Champions League er i store vanskeligheder.

I den sammenhæng giver hverken Wiederer eller hans slæng en rygende fis for spillets aktører.

Selv om mange kan se, at det er meget højere værdier, der er på spil end blot ussel mammon.

Jeg er helt med på, at det vil koste masser af euro at stoppe, mens legen - slet ikke - er god. Pandemien har ramt alle hårdt. Selvfølgelig økonomisk, men ikke mindst psykisk og fysisk.

Jeg kender ikke nogen branche eller noget erhverv, der ikke tragter efter at vende tilbage til normalen, hvor vi i fællesskab kan samles om det, vi holder så meget af.

Lad fornuften råde, Michael Wiederer, og bevar min drøm.

Bent Nyegaard

Mareridtet er tæt på drømmen

Inden længe begynder de nationale ligaer - læs især Liqui Moly Bundesligaen - at omgøre modus, så ligaen kan færdigspilles på én eller anden måde.

Der skal håndbolden og dens sjæl ikke hen. Dertil er den for dyrebar.

Jeg har en drøm om - også i de kommende mange år - at kunne glæde mig over alle de fantastiske spillere, der dagligt giver mig store oplevelser.

Ingen nævnt, ingen glemt.

Den drøm går kun i opfyldelse, hvis vi for en stund sætter aktørerne, kunstnerne og spillets sjæl i centrum.

Mareridtet, og det ligger desværre ofte ikke så langt fra drømmen, fortæller om et utal af skader, ja, sågar om tidlige karrierestop for alt for mange.

Lad fornuften råde, Michael Wiederer, og bevar min drøm.

De seneste seks kampe indikerer, at jeg ikke skal opfatte en Ajax-sejr som et særtilfælde

Bent Nyegaard

Imponerende Ajax København

Ugens notabene skal gå til Ajax København Håndbold. Onsdag tikkede resultatet fra kampen mod Silkeborg-Voel hjemme i Bavnehøjhallen ind. Resultatet 31-20 fik mig godt nok lige til at kigge en ekstra gang.

Jacob Andreasens kvinder kom som favoritter og fik slemme klø. De seneste seks kampe indikerer, at jeg ikke skal opfatte en Ajax-sejr som et særtilfælde. Otte point er havnet i københavnernes fold.

Økonomisk sammenlignes Dennis Bo Jensens tropper med de færreste. Eller lad mig blive lidt mere konkret. Skanderborg måske - og her er vi så tæt på en nul-løsning som muligt. Ajax har dog lidt mere gang i kronerne, men voldsomt imponerende at stå med 19 points efter 24 kampe.

Jeg bider også mærke i minusscoren som er så beskeden som 25.

Sarah Nørklit Lønborg og Louise Pettersson står stabilt på mål. Stine Nørklit Lønborg, Stine Eiberg Jørgensen og Siw Aabech kan duellere og skabe sammenhængskraft, når der er brug for det. Sofie Bardrum er screeningsstærk stregspiller, og Anna Grundtvig er en scoringssikker fløj.

Over alt dog det faktum, at Dennis Bo Jensen opfylder én af trænergerningens helt store opgaver - nemlig at opbygge et spil, der passer til spillernes kompetencer.

Slutspil bliver det næppe til, men så meget andet er lykkedes for Sarah Lønborg & Co. Blandt andet igen-igen at banke ét af de store hold. I år er det gået ud over Herning Ikast Håndbold.

Sidst var det både Odense og Viborg, der fik enden på komedie.