Håndbold

Lykkelig Polman udtaget til landsholdet - men skal ikke spille

Estavana Polman er netop begyndt at være med i håndboldtræningerne i Esbjerg igen og glæder sig over, at genoptræningen forløber perfekt.

- Det går virkelig godt.

Telefonforbindelsen er skrattende, men budskabet er alligevel klart, da TV 2 SPORT tirsdag morgen taler med Estavana Polman.

Håndboldspilleren har været ude med en korsbåndsskade siden august, men den hollandske stjerne kommer nærmere og nærmere et comeback.

Jeg føler, jeg er et lille barn på legepladsen, hver gang jeg har en håndbold i hænderne

Estavana Polman

Hun har brugt adskillige timer i styrkelokalet, men er også så småt begyndt at træne med i den vestjyske klub. To håndboldtræninger er det blevet til indtil videre.

- Jeg har det virkelig godt. Vi er nu lidt over seks måneder, og knæet klarer det perfekt, så jeg er begyndt at træne lidt med gruppen. Så det er fedt, siger Estavana Polman.

Det hollandske landshold har udtaget stjernen til en landsholdssamling i marts, hvor hun har takket ja til at komme med.

Det sker på trods af, at hun er fuldstændig sikker på, at hun ikke kommer i spil i træningskampene.

- Jeg vil træne med gruppen, og jeg skal lave en masse test. Det bliver også godt bare at være tilbage i gruppen med pigerne og få følelsen sammen med dem igen. Der er snart OL, så det er godt at smage lidt på det igen.

- For mig er det bare sjov – alt er sjovt nu. Jeg føler, jeg er et lille barn på legepladsen, hver gang jeg har en håndbold i hænderne. Så det er fedt. Det er godt, at jeg kan være med, og det er dejligt, at klubben også har tilladt, at jeg er med landsholdet, siger Estavana Polman.

Comeback om en uge – eller måske seks?

Meget tyder altså på, at håndboldligaen snart bliver en profil rigere igen. Estavana Polman har dog meget svært ved at sætte en dato på sit comeback og understreger, at der er lang vej endnu.

- Måske bliver det næste uge, måske bliver det om mere end seks uger. Vi skal også have lavet de sidste test med lægerne, så det er virkelig svært at sige.

- Hvis jeg skulle sige noget, ville jeg sige april, vurderer den hollandske stjerne.

Selvom hendes mavefornemmelse umiddelbart siger, at et comeback er en måneds tid eller længere fremme i horisonten, er hun bare glad for, at hun igen kan have harpiks på fingrene.

- Det er fantastisk. Det er derfor, du træner hårdt hver dag – du tager lange dage for igen at gøre det, du elsker mest. Jeg har lavet en masse styrketræning, og det har jeg aldrig gjort i mit liv, så det er jeg stolt af, siger hun.

Estavana Polman er overbevist om, at hun når at komme i aktion for Team Esbjerg i denne sæson. Vestjyderne mangler to kampe i grundspillet og ligger nummer tre med 42 point – samme pointantal som Viborg HK på andenpladsen.

De to klubber mødes i en vaskeægte topkamp onsdag aften – du kan se kampen fra klokken 19.30 på TV 2 SPORT.