Håndbold

Aalborg-profiler tester positiv - CL-kamp aflyst

I de kommende dage skal Aalborg-truppen igennem nye tests for at finde ud af, om de kan spille ligakampen på søndag.

Aalborgs kommende Champions League-kamp er aflyst.

De danske mestre oplyser i en pressemeddelelse, at profilerne Magnus Saugstrup og Lukas Sandell er testet positive for coronavirus.

I samråd med det europæiske håndboldforbund, EHF, har Aalborg besluttet ikke at spille torsdagens kamp mod RK Celje for at undgå smittespredning.

- Vi er selvfølgelig utroligt ærgerlige over, at vi ikke får mulighed for at slutte gruppespillet ordentlig af i Jutlander Bank Arena i morgen. Men det vigtigste for os er nu først og fremmest at sørge for spillernes samt stabens helbred, og så må spillet på banen, for en stund, komme i anden række, siger direktør Jan Larsen i pressemeddelelsen.

Slutter på fjerdepladsen

Aalborg oplyser, at Saugstrup og Sandell begge har det fint omstændighederne taget i betragtning.

Det er klubbens tredje positive coronatilfælde, efter Simon Gade testede positiv i mandags. Siden har truppen været isoleret. Klubben skriver i pressemeddelelsen, at Gade er i bedring.

Spillerne skal testes igen i de kommende dage for at finde ud af, om klubben kan spille søndagens ligakamp mod Århus Håndbold.

Aalborgs seneste kamp var i lørdags, hvor de tabte 31-34 mod Bjerringbro-Silkeborg.

Nordjyderne havde torsdag muligheden for at sikre sig den vigtige tredjeplads i Champions League-gruppen, hvis resultaterne havde flasket sig. Men det kan de med den aflyste kamp ikke længere nå. Kiel på tredjepladsen har ganske vist samme antal point som Aalborg, men den tyske storklub er bedst i de indbyrdes opgør.

Ukrainske Motor har også samme pointantal, men der er Aalborg bedre indbyrdes. Og ligesom det danske hold har Motor ikke flere kampe i gruppen. Aalborg slutter derfor på fjerdepladsen i gruppen.

På grund af adskillige coronatilfælde hos Champions League-holdene i denne sæson har EHF besluttet, at alle otte hold fra begge grupper avancerer i turneringen.