Håndbold

Karabatic ramt af blodprop under genoptræning

Nikola Karabatic har været ude siden oktober 2020 med en korsbåndsskade. Franskmanden forventer at være tilbage imellem maj og juli.

I to årtier har Nikola Karabatic under slutrunder været for Frankrig, hvad harpiks er for håndbolden.

Men ved VM i Egypten var det anderledes. Her missede franskmanden for første gang siden sin slutrundedebut i 2003 et mesterskab i nationaltrøjen.

Nikola Karabatic var nemlig ude med en korsbåndsskade, som han pådrog sig i oktober. Han er fortsat i gang med genoptræningen, der undervejs har budt på store udfordringer.

- To uger efter operationen gik jeg allerede uden krykker, og alt gik godt. Så fik jeg en blodprop i lungerne, som sendte mig på hospitalet i ti dage, hvor jeg var sengeliggende, fortæller Nikola Karabatic til det franske håndboldforbund.

- Selvfølgelig spekulerede jeg på, hvornår jeg kunne starte igen. Siden da er alt gået meget hurtigt, og jeg tror, vi har kompenseret for den tid, vi tabte. Lægen og fysioterapeuten mener, at alt går godt nu.

Nikola Karabatic (til venstre) spiller sammen med sin bror Luka Karabatic (til højre) i franske PSG.

For tre uger siden begyndte den franske stjerne at løbe udenfor igen, og han har ikke opgivet at vende tilbage til håndboldbanen i denne sæson.

- Med sådan en skade tager det mellem syv og ni måneder - eller mellem maj og juli. Jeg er lige nu midt i denne periode, og derfor håber jeg at komme tilbage før slutningen af sæsonen, siger Nikola Karabatic.

Kontraktudløb nærmer sig

Nikola Karabatic har både guldmedaljer hængende fra OL, EM og VM, mens han også har vundet Champions League, det tyske og franske mesterskab flere gange.

Han har tidligere repræsenteret blandt andre FC Barcelona og THW Kiel, men har siden 2015 spillet i PSG. Her udløber hans kontrakt om godt et år, og det har fået ham til at overveje fremtiden.

- Selvfølgelig tænker jeg mere og mere på det. Min kontrakt med PSG udløber i slutningen af 2021-22-sæsonen. Samtalerne er i gang, men det afhænger af, hvordan jeg kommer tilbage, og derefter hvor god jeg er år efter år, fortæller han til det franske håndboldforbund.