Håndbold

Ligaprofil ude resten af sæsonen

Fredericia HK-profilen Kristian Stoklund gennemgik en tragikomisk operation, hvor han blandt andet blev bedøvet i den forkerte skulder.

Da Fredericia HK tirsdag aften tabte til Mors-Thy i herrernes håndboldliga, var det uden holdets helt store profil på holdkortet.

For playmakeren Kristian Stoklund lå i en hospitalsseng på Skejby Sygehus i stedet for at stille op for Fredericia mod Mors-Thy.

Stoklund brækkede nemlig ringfingeren på sin venstre hånd i fredagens træning. Og det brud viste sig at være så kompliceret, at det krævede en operation, der blev gennemført tirsdag morgen. Og nu ventes han ude resten af sæsonen.

- Det er lidt surrealistisk. Jeg har svært ved at forstå det, siger Kristian Stoklund, da TV 2 SPORT fanger ham i hospitalssengen.

- Det, der er kompliceret ved det, er, at bruddet er sket inde i selve leddet. Så det er lidt komplekst. For hvis det ikke får tid til at hele, så er der stor sandsynlighed for, at jeg slet ikke kan bruge min ringefinger i fremtiden, siger han.

Lægen kom til at kigge forkert og bedøvede mig i den forkerte side

Kristian Stoklund

Tirsdagens opgør mod Mors-Thy er den blot anden kamp, som Stoklund misser i sin tid i Fredericia, som han kom til for over tre år siden.

Kæmpe tab for Fredericia

Fredericia tabte tirsdagens bundkamp mod Mors-Thy med 25-30. Dermed mistede Fredericia vigtige point i bestræbelserne på at nå slutspillet.

Og tabet af Kristian Stoklund kan da også få store konsekvenser for klubben i resten af sæsonen, vurderer TV 2 SPORTs håndboldekspert, Claus Møller Jakobsen.

- Det er meget dramatisk for Fredericia. Stoklund er det absolutte omdrejningspunkt på det her mandskab. Det er et kæmpe stort tab for Fredericia.

- Jeg tror ikke, der er en spiller, Fredericia dårligere kan undvære, siger Claus Møller Jakobsen.

Fredericia er på 10.-pladsen i HTH Herreligaen, hvor Mors-Thy nu er lige i hælene på 11.-pladsen med ét point mindre.

Tragikomisk operation

- Efter omstændighederne har jeg det helt fint, siger Kristian Stoklund fra sygesengen i Aarhus.

Men når det er sagt, så er der ellers nok at være træt af for playmakeren.

For ikke nok med at han måtte lade sig operere i sin brækkede ringefinger, så blev han også ramt af en stor fejl på hospitalet. Og derfor har han nu højre arm i slynge, mens hånd er i gips.

- Det er lidt tragikomisk. Men inden jeg skulle ind til operationen, blev jeg simpelthen bedøvet i den forkerte skulder. Lægen kom til at kigge forkert og bedøvede mig i den forkerte side. Det er sgu lidt komisk. Lægen var ekstremt ked af det bagefter, siger Kristian Stoklund.

Oprindeligt skulle han have været opereret mandag aften i lokalbedøvelse. Men da bedøvelsen altså mislykkedes, valgte lægerne at lægge Stoklund i fuld narkose tirsdag morgen i stedet.

Næste opgave for Fredericia venter søndag, hvor Sønderjyske er modstanderen på hjemmebane. Men det bliver altså uden en langtidsskadet Kristian Stoklund.