Håndbold

Jacobsen kan tvinges til ændring – Nyegaard har afløseren klar

Grundet coronavirus kan der komme en udskiftning på stregpositionen, kort før landsholdet samles.

Coronaudbruddet i Aalborg Håndbold giver ikke kun panderynker i Nordjylland, men også hos Danmarks landstræner.

Efter VM-triumfen i januar er det blevet hverdag for Nikolaj Jacobsen, der i den kommende uge har indkaldt til landsholdssamling forud for to EM-kvalifikationskampe mod Nordmakedonien. Her er stregpositionen blevet et tema.

Udtaget er Henrik Toft Hansen, Simon Hald og Magnus Saugstrup, men sidstnævnte er testet positiv for coronavirus. Det samme er hans Aalborg-kollega Benjamin Jakobsen, der var den oplagte erstatning. Derudover er Anders Zachariassen langtidsskadet.

Til TV 2 SPORT fortæller landstræneren, at han afventer situationen, men vil indkalde en erstatning, hvis situationen i Aalborg ikke ændrer sig. Yderligere vil han ikke uddybe.

Der er dog ifølge TV 2 SPORTs håndboldekspert Bent Nyegaard ingen grund til yderligere spekulation. Skal Saugstrup erstattes, er Aalborg-kollega René Antonsen næste mand i rækken.

- Lige nu spiller René Antonsen noget af det bedste, han har gjort. Han har et rigtig godt partnerskab med Henrik Møllgaard i forsvaret, og derfor er han mit bedste bud. Det kan give kontinuitet i forsvaret, og det ville give mest mening med en landsholdsudtagelse til ham, såfremt coronasituation i Aalborg tillader det.

- Han er virkelig vokset i denne sæson, efter at han havde en dårlig start på sæsonen, hvor han var skadet. I defensiven har han både hårdhed, er dygtig til at læse spillet, er aggressiv og er en god kontraspiller, siger Nyegaard.

Aalborg Håndbolds René Antonsen er et varmt navn til landsholdet, hvis Nikolaj Jacobsen har brug for en erstatning, mener Bent Nyegaard.

Stærk stregposition

René Antonsen har spillet to landskampe. Lige nu ligner stregpositionen dog som et sted, der er svær at bide sig fast, hvis man ikke hedder Saugstrup, Henrik Toft Hansen eller Simon Hald.

- Det er en position, hvor Nikolaj Jacobsen er meget tilfreds med sine tre spillere. Og med god grund, siger Nyegaard.

Hvis Nyegaard ikke må pege på René Antonsen, nævner han Christoffer Cichosz, Alexander Lynggaard og Jonas Tidemand som boblere.

Håndboldherrerne møder ind til samling i Aalborg 8. marts, inden Nordmakedonien venter på udebane i Skopje 11. marts.

Hjemmeopgøret spilles i Gigantium i Aalborg 14. marts. Begge kampe kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.

Danmarks trup til kampene mod Nordmakedonien:

Målvogtere:

  • Niklas Landin, THW Kiel
  • Kevin Møller, FC Barcelona
  • Emil Nielsen, HBC Nantes

Fløjspillere:

  • Magnus Landin, THW Kiel
  • Emil Jakobsen, GOG
  • Johan Hansen, TSV Hannover-Burgdorf
  • Hans Lindberg, Füchse Berlin

Stregspillere:

  • Henrik Toft Hansen, Paris Saint-Germain Handball
  • Magnus Saugstrup, Aalborg Håndbold
  • Simon Hald, SG Flensburg-Handewitt

Bagspillere:

  • Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
  • Mikkel Hansen, Paris Saint-Germain Handball
  • Mads Mensah, SG Flensburg-Handewitt
  • Lasse Andersson, Füchse Berlin
  • Nikolaj Øris, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
  • Mathias Gidsel, GOG
  • Jacob Holm, Füchse Berlin
  • Lasse Møller, SG Flensburg-Handewitt